Læs et uddrag

1

Jeg bor i en ældgammel bygning. ”Gammel, men solid”, som vores udlejer siger. Faktisk er Belgrave 500 så solid, at bygningen overlevede jordskælvet i 1906. ”Den slog ikke så meget som en revne”, fortæller udlejeren. Men mellem os sagt er jeg ikke sikker på, at det stadig ville være tilfældet. Det er derfor, jeg bor på øverste etage. Hvis bygningen braser sammen, skal de ikke grave så dybt for at få mig ud. Selvfølgelig er det ikke fordi, jeg ønsker mine naboer ondt, og da slet ikke den nydelige herre, som bor lige under mig. Men når det kommer til den sure dame i stueetagen, som insisterer på at kalde mig Mary, fordi det er for besværligt at udtale Morayo, så er det lidt noget andet. Og dog, selv hende ønsker jeg ikke noget ondt. Jeg kan se det for mig, når det store skælv kommer, er vi alle sammen samlet i min lejlighed til et glas vin, og vi overlever, og vi kan fortælle andre om det. Men hvem ved hvornår Jorden pludselig beslutter sig for, at det er slut med de små skælv og tid til et ordentlig brag? Det kan være, at jeg den dag befinder mig nede i stueetagen, og så bliver mine bøger de eneste overlevende – hundredevis af dem – og så må de holde hinanden med selskab.

I tidernes morgen husede vores bygning én familie, men nu er der fire separate lejligheder, og jeg har boet i den ene af dem i 20 år. Det må være en lille smule frustrerende for min udlejer, for ifølge reglerne for udlejningsejendomme her i byen ville hun kunne opkræve en meget højere husleje af en ny lejer end den, jeg betaler. Ikke at lejligheden er noget særligt, den har kun et lille soveværelse, køkken, opholdsstue og badeværelse. Men det er udsigten, der betyder noget i San Francisco. Og min udsigt, uh ja, min udsigt er magnifique.

Når man står ved køkkenvasken, kan man se alle de farvestrålende huse i Haight Ashbury. Og bagved dem strækker Presidio-parkens eukalyptus- og fyrretræer sig hele vejen langs bugten, hvor man i klart vejr kan se det azurblå hav blinke. Så jeg har absolut ingen planer om at flytte. Og udlejeren må være bevidst om, at den husleje, hun går glip af, opvejes af at have en lejer, der er så pålidelig, som jeg er, og som desuden holder et vågent øje med bygningen. For ligesom bygningen er også jeg ældgammel. Ældgammel, hvis man sammenligner med nigerianske forhold i hvert fald, for så har jeg allerede overhalet gennemsnitskvinden med ca. 20 år. De selvsamme 20 år har jeg boet i denne ejendom, så jeg har styr på stort set alt, hvad der foregår. Hvem der kommer og går. På en morgen som denne ved jeg fx, at postbuddet er på vej, også inden han er nået hele vejen op til 3. sal. Li Wei tager som regel trappen to trin ad gangen, og jeg står og venter på ham, når han når herop. Normalt ville jeg ikke åbne døren i min morgenkåbe, men Li Wei er ikke en fremmed. Og selvom han var – folk i den her by går tur med hunden og kører deres børn i skole i pyjamas. Så her står jeg i min skriglilla silkekåbe og gnider mine bare tæer med tåringe og det hele mod dørmåttens ru sisalhamp.

”Hej doktor Morayo, der er mange breve til dig i dag,” siger Li Wei, mens han rækker en sirligt stablet stak breve frem på en måde, der minder om en samurai, som bukker for sin kejserinde med opadvendte håndflader og let bøjet hoved. ”Postkassen var fuld,” annoncerer han med et forundret blik, indtil jeg smiler, og han smiler tilbage, fordi vi begge ved, at der ikke er noget som helst overraskende i, at min postkasse er fuld. Jeg undlader med vilje at tømme den, fordi jeg kan godt lide, at han kommer op forbi. Vi sætter begge to pris på vores korte samtaler, som varer indtil Li Wei vipper med kasketten, ønsker mig en god dag og vender tilbage til dagens arbejde. Af lutter respekt for hans arbejde bruger jeg altid nogle minutter på at sortere i bunken af reklamer fra politiske partier samt brevene fra Amnesty og Sierra Club. Ind imellem falder der et postkort eller en håndskrevet kuvert ud af bunken. Jeg bliver helt spændt og spekulerer på, om det måske er fra en ven, selv om jeg godt ved, at det som regel også er reklamer, bare i en pænere indpakning. Hvad blev der egentlig af alle de venner, der plejede at sende postkort og breve? Nu smider folk en e-mail – eller ingenting. Og så er der selvfølgelig det, at mange af vennerne er døde. Jeg bladrer halvhjertet i litteratur- og bilmagasinerne, men stopper og går ud i køkkenet for at lave en kop te , som jeg kan dyppe min ingefærkiks i. Ja, jeg ved godt, at det er en overspringshandling, og hvis jeg ikke passer på, glemmer jeg måske at betale nogle af regningerne. Det er ikke lang tid, man får at løbe på nu til dags, men det gider jeg ikke bruge kræ er på. Der var engang, hvor jeg var pligtopfyldende, overmåde pligtopfyldende, men livet er for kort til at bekymre sig om den slags småting. Det er i hvert fald det, jeg siger til mig selv, indtil pligtfølelsen, som aldrig helt forsvandt, vender tilbage og tvinger mig til at gå resten af posten igennem.

I dag er der et brev fra Motorkontoret med nogle blanke er. Jeg kigger på dem, mens jeg i hovedet sætter kryds ved nej, nej og nej, til spørgsmål om forhøjet blodtryk, hjerteanfald og diabetes. Jeg går ud fra, at brevet er ren rutine. Men hov, det er snart min fødselsdag, så måske er det derfor. Hvorfor er det, at når man når en bestemt alder, så får alle fødselsdagshilsner et dystert skær? Jeg læser brevet igen og opdager, at tilbagemeldingsfristen var i sidste uge. Åh, nej! Jeg må hellere ringe til dem. Jeg trykker nummeret og holder telefonen mellem øret og skulderen, mens jeg løsner mine cornrows. Nogle gange e er jeg håret til natten for at undgå, at det bliver alt for filtret. Jeg har ikke noget imod at vente, men den automatiske stemme spørger, om jeg vil ringes op uden at miste min plads i køen. Hvor venligt! Jeg opgiver mit navn og telefonnummer, og nu hvor begge hænder er frie, løsner jeg den sidste fletning, alt imens jeg overvejer, hvad jeg skal tage på af tøj.

I mit klædeskab har jeg en hel del farverige beklædnings- genstande. Nogle af dem er gaver, jeg har givet mig selv, mens andre er gaver fra venner. Nu om stunder sætter jeg pris på mit hjemlands klædedragter, meget mere end før i tiden, og særligt når solen skinner. I dag vælger jeg en spritny Ankara i livlige nuancer af pink og blå, som jeg holder op til næsen. Jeg bliver utroligt glad, da jeg folder stoffet ud og opdager, at lugten af Lagos’ markeder stadig hænger ved – dieselosen, opvarmet palmeolie, brænderøg. Lugten maner kæmpebyens prangende vanvid frem, kæmpebyen, hvor jeg boede ind imellem min diplomatmands udstationeringer. Det var en by med fest og farver og trafikpropper, byen hvor min mands familie boede: Mine mange nevøer, niecer og gudbørn. Jeg har ofte tænkt på at vende tilbage til Lagos, og nogle gange drømmer jeg, at jeg allerede er tilbage i denne store, vanvittige by, hvor alle kalder mig Auntie eller Mama; landet med evigt solskin, en skueplads for hverdagens teater. Jeg tænker på kusinerne og fætrene og overvejer, hvordan det mon ville være at genoptage kontakten med dem, at bo tæt på dem igen. Jeg har endog overvejet at flytte tættere på Caesar, ikke fordi jeg egentlig savner ham, men fordi vi har fælles minder om folk og steder, som jeg ikke længere deler med særlig mange andre. Men selv om jeg indimellem tager mig selv i at sidde og søge efter huse i Ikoyi på internettet, er det ikke særlig sandsynligt, at jeg vil føle mig hjemme i en så tætpakket by. Jeg husker floden, som løb over sine bredder i regntiden. Jeg husker de mange strømafbrydelser og den uregerlige trafik, og jeg husker hvor få boghandlere, der er, hvor få caféer og museer. Jeg er helt bevidst om, at min lyst til at vende tilbage udspringer af nostalgi mere end en egentlig længsel efter at bo der igen. Det er længe siden, jeg har været i stand til at håndtere Lagos’ daglige udfordringer. Og uanset ville jeg også meget hellere tilbage til Jos, min barndomsby, hvis det endelig skulle være. Men det er endnu mere usandsynligt. I gamle dage var Jos en fredfyldt, kølig by på højsletten, ikke den angstfyldte by den er i dag, hvor man konstant er bange for at blive udsat for tilfældig vold. Og nu hvor mine forældre er borte, og gamle skolekammerater er flyttet eller døde, så er minderne det eneste, der er tilbage.

Jeg sukker, lægger stofstykket fra mig igen og vælger et andet – grønt og guldfarvet, det dufter af lavendel fra miljørigtigt vaskemiddel. Med en hoftebredde mellem benene vikler jeg stoffet om livet, så wrappa’en ikke bliver for stram, og så vikler jeg det endnu engang rundt om livet, inden jeg sætter snippen fast i siden med et hårdt ryk. Som kontrast vælger jeg et gult stykke stof, som jeg vikler om håret, hvorefter jeg betragter resultatet i spejlet på badeværelset, mens jeg glatter mine krøller. Jeg er tilfreds og giver læberne lidt lipgloss, hvorefter jeg dupper dem med et papirlommetørklæde. Brillerne ryger af og så to hurtige strøg med en babytandbørste, som jeg kun bruger til de e formål, henover øjenbrynene og ud mod tindingerne. Et eller andet sted har jeg læst, at det gør folk opmærksomme på ens øjne. Øjnene, sagde apostlen Matthæus, er kroppens lys. Og hvis det er rigtigt, som jeg for nylig læste et eller andet sted, at øjnene er det eneste, der aldrig ældes, så er det jo meget godt. Jeg vasker mine fedtede briller i varmt sæbevand, mens jeg holder godt fast i stellet, præcis som jeg lærte det som barn.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg først begyndte at bruge briller – det føles som et helt liv – men jeg husker tydeligt øjenklinikken i Kano og den lange køretur fra Jos ad de hullede grusveje. Konsultationen, som altid var planlagt til den følgende dag, var også en heldagsaffære, hvor man først måtte vente på træbænkene uden for, inden man kom ind i øjenlægens store stol. Lægen tog sig god tid, når han skulle vælge hvilke prøvebriller, han skulle hive frem af skufferne, hvor sølvkransenes huller lå på række, som var de kiks i en kagedåse. Jeg forestillede mig altid, at han valgte mellem mørdejskiks og ingefærkiks, inden han førte de vaffeltynd linser ind i den store og tunge stålkonstruktion, der hvilede på min næseryg. ”Bedre eller værre?” spurgte han, og nogle gange var det bedre, andre gange værre. Jeg husker, at hans ånde altid lugtede sødt af mango, hvilket overbeviste mig om, at han måtte være fattig. I Nigeria kunne man nemlig bare plukke mangofrugter ned fra træerne, og der var så mange af dem, at min far faktisk betalte én for at plukke dem i mangosæsonen, så de ikke faldt ned på jorden og rådnede. Sidenhen har jeg overvejet, om øjenlægen mon led af sukkersyge. Er sød ånde ikke et tegn på sukkersyge? Måske kunne manden bare godt lide mango. Men når han pegede det skarpe, gule lys direkte ind i øjnene på mig, var det helt umuligt at gøre, som jeg fik besked på. Jeg skulle fokusere på hans fregnede næseryg, men jeg ville meget hellere kigge på mine egne øjne, som spejlede sig i hans, skinnende og smukke, som dråber af jordbærmarmelade. For mig var det altid et stort mysterium, at mit syn var perfekt helt tæt på, men meget dårligt på lang afstand. Så ringer telefonen.

”Hvad kan hjælpe med?” svarer jeg med et smil, fordi stemmen i den anden ende lyder bekendt. ”Sunil?” Jeg prøver at placere navnet.

”Øh, ja frue, jeg ringer fra Motorkontoret og besvarer blot Deres opkald”

”Fra Motorkontoret,” gentager jeg. ”Sagde du Motorkontoret? … Nå … ja, selvfølgelig.” Og så husker jeg det, men jeg har glemt den gode undskyldning, jeg havde tænkt mig at bruge. Nu bliver jeg nødt til at bede om at få svarfristen udsat.

”Ja, frue, giv mig lige et øjeblik,” svarer manden. ”Jeg skal lige tjekke med min supervisor. Er et i orden, at jeg sætter Dem på hold et øjeblik?”

”Selvfølgelig,” siger jeg med et smil og ser ham for mig i et call-center et eller andet sted i Indien ved siden af sin metalmadkasse med et lag aloo paratha oven på et lag pickles. Mens jeg lytter til den stilfærdige jazzmusik, der midlertidigt overtager hans plads, gennemgår jeg den samtale, vi skal have, når han vender tilbage. Hvor overrasket bliver han lige, når jeg afslører, at jeg faktisk har boet i hans hjemland, når jeg fortæller ham, hvor meget jeg savner mine venner fra krydderimarkederne. Jeg vil fortælle ham, at jeg stadig opbevarer kardemomme og spidskommen i køkkenskabet alene for at blive mindet om den tid. Jeg kunne også fortælle ham, hvor jeg fik mine tåringe fra, eller mine silkegardiner, som også kommer fra Bombay. Mumbai. Og var det ikke for et øjeblik siden, mens jeg klædte mig på, at jeg netop tænkte på, hvor let det er at binde en wrappa sammenlignet med de metervis af stof, man bruger til en sari. Jeg var altid håbløs med sarier.

”Frue?” ”Ja.”

”Ja, det er helt i orden, frue, jeg kan godt give Dem en uge til.”

”Vidunderligt! Tak,” siger jeg le et. ”Men fortæl mig, unge mand, hvor ringer du så fra i dag? Er der lyst og solrigt?”

”Jeg ringer fra Sacramento, frue. Og ja, jeg vil da mene, at vejret er helt fint.”

”Nå,” siger jeg, mens luften siver ud af ballonen. Sacramento er så skuffende en by. Fuldstændig karakterløs. Ingen bakker eller bjerge; flad som en pandekage. Hvor var det ærgerligt, at han ikke ringede fra Indien. Og jeg var endda klar til at udveksle hilsner på hindi. Tak skæbne det var godt, at jeg ikke gjorde mig selv til grin. Men der var nu noget genkendeligt ved hans stemme. Måske var han en tidligere studerende? Jeg savner mine studerende. Men hvis han var en af mine, hvorfor genkendte han så ikke mit navn eller min stemme?

”Okay, frue,” siger han, ”jeg bekræfter hermed, at Deres læge har frem til den 12.”

”Min læge?”

”Til lægetjekket, frue.”

”Lægetjekket?” Jeg kaster endnu et blik på brevet: De vedhæftede blanketter skal udfyldes af en læge. Mens jeg bladrer gennem dem, bemærker jeg, at udover et fysisk lægetjek og en mentalundersøgelse skal jeg også have foretag et en synstest. ”Sig mig engang, hvad var det nu, du hed? Sanjay? Er det normalt Motorkontoret, der udsender de her breve?”

”Jeg hedder faktisk Sunil.”

Jeg fornemmer en vis utålmodighed, men hvorfor er han irriteret?

”Faktisk,” fortsætter han, ”er det her ikke noget, vi normalt gør, frue. Det vil sige, altså, det vil sige, at det, lissom, normalt er hovedkontoret, som sender brevene ud. Så det eneste, jeg lissom ved, er, at man får tilsendt en skrivelse, når en eller anden lissom anmelder en for fx skødesløs eller ligefrem hensynsløs kørsel.”

”Skødesløs?” spørger jeg. Det er vist hans syntaks, der fortjener betegnelsen skødesløs, og ikke min kørsel. ”Nå, men, jeg tror da gerne, at jeg til tider måske nok har parkeret lidt for langt fra eller lidt for tæt på kantstenen, eller kanten, som du nok kalder den, men det er jo ikke nogen alvorlig forseelse?” Jeg holder en pause og venter på hans latter, men da den udebliver, fortsætter jeg ufortrødent. ”Jeg tænker også, at det er hændt en enkelt gang eller to, at min bil er gået i stå på vej op ad en bakke, men det er vel kun, hvad man kan forvente i San Francisco? Forstår du, min bil er gammel, og den har manuelt gear. Det er en gammel, manuel bil. Den er faktisk et samleobjekt.” Men nu er jeg nået frem til, at han næppe har nogen som helst anelse om, hvad en 911 er for en bil, for slet ikke at tale om min 993. Han er sikkert typen, der drømmer om at eje en Lexus med gyldne hjulkapsler.

”Ja, frue, er der andet, jeg kan gøre for Dem, frue?”

”Nej, skat”, mumler jeg. ”Nej,” gentager jeg, irriteret over at jeg per automatik benytter et familiært udtryk, som ellers er en af de særheder, jeg svor, jeg aldrig ville forfalde til. Jeg lagde mærke til, hvor gammel en af mine venner virkede, da hun begyndte at gøre den slags; meget mere end hendes grå hår og åreknuder, som hun sådan yndede at klage over.

Man lyder gammel, når man begynder at kalde unge mænd ”skat” eller ”søde ven”, men nu havde jeg selv lige gjort det, og helt ubevidst. ”Chouchouter”, hvisker jeg, da det ikke lykkes mig at finde et passende engelsk ord. Alt for sent og kun på grund af telefonens summen går det op for mig, at min unge, amerikanske ”skat” har lagt på. ”Fuck! Fandens!” tilføjer jeg, en smule overrasket over mit kradse sprog. Ikke helt så slemt som det honningsøde ævl, jeg sprøjtede ud lige før, men ikke desto mindre, min far ville græmmes, hvis han kunne høre mig nu. Jeg vifter op mod himlen med brevet for at sige undskyld, inden jeg folder det sammen og lægger det på skrivebordet.

”Jeg er ikke skødesløs,” mumler jeg til mine venner på hylderne. ”Uanset hvem det er, der har anmeldt mig, så håber jeg, at de skammer sig.”

Min nye optiker har fortalt mig, at han intet kan stille op mod den langsomme forværring af mit syn. Og jeg var ellers overbevist om, at det nok skulle gå, fordi det var lykkedes mig at komme helskindet igennem min seneste synsprøve, uden at nogen opdagede, hvor meget jeg måtte knibe øjnene sammen og læne mig frem for overhovedet at se, hvad der stod på tavlen. Jeg forventede, at jeg ville have mindst fem år til bag rattet. ”Mindst fem år”, siger jeg til mig selv med stor overbevisning, hvorefter jeg beslutter mig for at forholde mig til brevet på et senere tidspunkt og i stedet gå en tur, inden tågen ruller ind over byen. Der er ingen grund til at ryge helt op i det røde felt over det her. Jeg henter mine nøgler, lukker hoveddøren og tager trappen ned til forhallen. På vej ud sender jeg Smørblomst, min højt elskede gamle Porsche, et sørgmodigt blik. Den holder tydeligvis lidt mere end de tilladte 0,5 m fra kantstenen. Men hvad fanden!