Tilbud

Kollektivt hukommelsestab

100,00 DKK150,00 DKK

KOLLEKTIVT HUKOMMELSESTAB er en skarp, rørende, humoristisk og vidunderlig digtsamling om at være sort, lesbisk, kvinde, om at vokse op i en kristen familie og et samfund, hvor ikke kun hendes køn og hudfarve, men også hendes seksualitet er et oprør mod det bestående.

På kraftfuld og rørende vis undersøger digtene forbindelsen mellem den personlige og politiske erindring:

”Jeg læste den to gange og holdt vejret, mens mit hjerte dansede op mod ribbenene og løb væk, som blev det jagtet af ulve. Klimakset rammer dig som en forhammer af foruroligende skønhed.”
Bongani Madono, Johannesburg Review of Books

” … den er ikke bare relevant, den er nødvendig; for den tid vi lever i, de traumer vi bærer på vores rygge, tavshederne vi fødes ind i og vedbliver at videregive …” Tumelo Motaung, Nerdafrica

Hvis du har læst Audre Lorde, bør du helt sikkert også læse Koleka Putuma.

Ryd
Varenummer (SKU): N/A Kategorier: , ,

Beskrivelse

KOLLEKTIVT HUKOMMELSESTAB er en skarp, rørende, humoristisk og kraftfuld digtsamling om at være sort, lesbisk, kvinde, om at vokse op i en kristen familie og et samfund, hvor ikke kun hendes køn og hudfarve, men også hendes seksualitet er et oprør mod det bestående.

“Kollektivt hukommelsestab er sydafrikansk traumebearbejdelse fra ny afrikansk digterstjerne, Koleka Putuma … Putumas bog er nemlig ikke alene en sort kvindes vidnesbyrd, men en insisterende poetisk reflektion over traumebearbejdelsens og fortællekunstens betydning for Sydafrikas kollektive hukommelse … i Putumas digte er ønsket om forandring mere end almindeligt påtrængende.” Mathilde Moesstrup, Information

Læs hele anmeldelsen her

At være elsket som Mandela
“I sin debutbog Kollektivt hukommelsestab, giver Koleka Putuma vores hvide, eurocentriske autuomattænkning et skud for boven… [Digtene] er vidtåbne porte til en sort, queer og Kristen kvindes bade lidenskabelige og traurige verden.” Klaus Rothstein, Weekendavisen

“ … rammer læseren lige i hjertekulen med soleklare, uprætentiøse og rørende digte … den sarkastiske og ligefremme tone og den moderne fremstilling af et kvindelig – et liv i det hele taget – er smuk, grum og rørende!” – Karina Høyer, Litteratursiden.dk
Læs hele anmeldelsen her.

”… jeg må tilstå, den har åbnet mine øjne for måden, jeg læser verden på, bogen har gjort mig klogere … Jeg synes, at bogen betyder så meget, at alle vil få noget ud af den.” Candra Therese Thun Brouer, Poesiens Hus
Klik HER for hele anbefalingen.

“Putuma mister aldrig grebet om læseren, mens følelsen af sorg fylder det tomme rumme mellem linjerne … inviterer en bred mængde mennesker til at mødes om digtene og hele sammen … en aktiv refleksion over selvets sandheder og en vækkelse af hukommelsestabet.” Amanda Louise Søndergaard Williams, Modspor.dk

Klik HER for hele læsningen.

På kraftfuld og rørende vis undersøger digtene forbindelsen mellem den personlige og politiske erindring:

”Jeg læste den to gange og holdt vejret, mens mit hjerte dansede op mod ribbenene og løb væk, som blev det jagtet af ulve. Klimakset rammer dig som en forhammer af foruroligende skønhed.” Bongani Madono, Johannesburg Review of Books

” … den er ikke bare relevant, den er nødvendig; for den tid vi lever i, de traumer vi bærer på vores rygge, tavshederne vi fødes ind i og vedbliver at videregive …” Tumelo Motaung, Nerdafrica

Klik her og se Koleka Putumas performance af digtet Vand (Water)

Hvis du har læst Audre Lorde, bør du helt sikkert også læse Koleka Putuma.

Yderligere information

Type

Lydbog, Bog, E-bog

Forfatterinfo

Koleka Putuma (født 1993) er en prisvindende poet, facilitator og teaterperson. I 2018 udråbtes hun som en af Forbes Africa Under 30 Honorees, og hun har bl.a. modtaget følgende priser: 2018 Imbewu Trust Scribe Playwriting Award og Rising Star-prisen ved 2017 South African Mbokodo Awards.

Putumas arbejde fokuserer på synliggørelse og heling, og i sit arbejde undersøger hun bl.a. vores forståelse af autoritet – inden for akademia, religion, politik og forhold – ud fra ønsket om at forstå, hvad vi har lært, og hvad vi skal aflære. Hun er særligt interesseret i, hvordan narrativer kan fungere som katalysator for heling, modstand og udgravningen af erindringer.

Trykinfo

Softcover
ISBN: 9788799954162
Sideantal: 116
Pris: 150 kr. + forsendelse
Grafik og design: Anne Mousten
Oversættelse: Liv Nimand Duvå

Anmeldelser

“Kollektivt hukommelsestab er sydafrikansk traumebearbejdelse fra ny afrikansk digterstjerne, Koleka Putuma … Putumas bog er nemlig ikke alene en sort kvindes vidnesbyrd, men en insisterende poetisk reflektion over traumebearbejdelsens og fortællekunstens betydning for Sydafrikas kollektive hukommelse … i Putumas digte er ønsket om forandring mere end almindeligt påtrængende.”

Mathilde Moesstrup, Information
Læs hele anmeldelsen her

At være elsket som Mandela
“I sin debutbog Kollektivt hukommelsestab, giver Koleka Putuma vores hvide, eurocentriske autuomattænkning et skud for boven… [Digtene] er vidtåbne porte til en sort, queer og Kristen kvindes bade lidenskabelige og traurige verden.”

Klaus Rothstein, Weekendavisen

“ … rammer læseren lige i hjertekulen med soleklare, uprætentiøse og rørende digte … den sarkastiske og ligefremme tone og den moderne fremstilling af et kvindelig – et liv i det hele taget – er smuk, grum og rørende!” –

Karina Høyer, Litteratursiden.dk
Læs hele anmeldelsen her.

”… jeg må tilstå, den har åbnet mine øjne for måden, jeg læser verden på, bogen har gjort mig klogere … Jeg synes, at bogen betyder så meget, at alle vil få noget ud af den.”

Candra Therese Thun Brouer, Poesiens Hus
Klik HER for hele anbefalingen.

“Putuma mister aldrig grebet om læseren, mens følelsen af sorg fylder det tomme rumme mellem linjerne … inviterer en bred mængde mennesker til at mødes om digtene og hele sammen … en aktiv refleksion over selvets sandheder og en vækkelse af hukommelsestabet.”

Amanda Louise Søndergaard Williams, Modspor.dk
Klik HER for hele læsningen.

På kraftfuld og rørende vis undersøger digtene forbindelsen mellem den personlige og politiske erindring:

”Jeg læste den to gange og holdt vejret, mens mit hjerte dansede op mod ribbenene og løb væk, som blev det jagtet af ulve. Klimakset rammer dig som en forhammer af foruroligende skønhed.”

Bongani Madono, Johannesburg Review of Books

” … den er ikke bare relevant, den er nødvendig; for den tid vi lever i, de traumer vi bærer på vores rygge, tavshederne vi fødes ind i og vedbliver at videregive …”

Tumelo Motaung, Nerdafrica

Læs et uddrag

FORJÆTTEDE LAND
I nat er dette digt
kommet for at rode op i mine soveværelsesforhold,
for at høre Sam Smith på repeat og Adele på shuffle.

I nat bliver der ingen maraton
af hverken Scandal, House of Cards eller How to Get Away with Murder.
Jeg vil ikke spytte blasfemiske bandeord i retning af din eksistens,
der bliver ikke nogen aftentur på strandpromenaden,
der bliver ingen flugt.

Mine knæ vil skælve
mens mit hoved trodser orkanen,
mine tanker danser i sandstormen. Jeg så det komme.
I modsætning til Katrinas overlevere
pakkede jeg ikke mine ting og skyndte mig væk.
Jeg lå og krydsede fingre for, at den ikke ville suge mig levende op,
og det gjorde den.

I nat
røber spejlet alle mine infektioner,
fra første tilskuerrække observerer jeg skaden.

I nat
er dette digt skadestuen.
Intensivafdelingen er kun for nærmeste pårørende,
så jeg ringede til min mor
og gennem komaen fik jeg ikke fremstammet andet end
ulykke. ulykke. mit hjerte mit hjerte. ulykke.

I nat
trækker jeg stikket, så jeg igen kan lære at trække vejret selv,
at bære min egen rygsøjle gennem lammelsen.

Jeg følger mine egne skridt tilbage til at være ædru,
prøver at lokalisere det, jeg mistede,
mellem
hej,
jeg elsker dig,
det millionte glas vin og mig der flytter ud.

I guder! Jeg kan ikke genkende mig selv i denne strid.

I denne historie.
I dette tiggeri.
Overlistet.
På dette gulv.
Bøjet ind over denne vask.
Sammenkrøbet i denne stue.
Venter på at høre dine nøgler rasle.
Venter på at høre dine hæles klik gennem døren
Altid afventende.
I dette gravkammer jeg forvekslede med et hjem.

for hjem skabes af mennesker
og huse bebos af spøgelser.

I nat
er jeg kommet for at genopstå,

I nat
anerkender jeg de posttraumatiske ar, fra da jeg afviste mig selv.

I nat
udrenser jeg dig.

Jeg vil ikke lede efter stykker af mig selv i vores splintrede hjem;
det giver ingen mening at redde asken ud af ilden.

I nat
vil jeg undervise mine nedbrudte grænser.
Mit sammenbrud vil blødgøre kanterne,
mit sind må adlyde.
Jeg kender til disciplin.
Jeg har lært, hvordan man lukker døren efter sig.
Og jeg har lært at låse den, når jeg ikke føler mig tryg.

Jeg har lært at irettesætte djævlen.
Lært at sige amen selv når jeg ikke er enig.
Lært at samle hænderne og hidkalde himmeriget.
Lært at lave sten til brød.
At genopstå som Lazarus.

I nat
vil jeg stige op som Jesus,
gå på vandet som Peter,
blot for at bevise tyngden af min tro.
Jeg vil ikke synke.

Jeg vil betvivle mine fuldemandsopkald til dig som Thomas.

Dele disse blodige vande som Moses;
vores faraoer skal drukne.

I nat
vil jeg samle mig selv parvis.
Når først jeg får bygget min ark
kan Syndfloden ikke tage mig.
Ravnen kommer ikke tilbage denne gang.

Jeg vil forvise dig som Lucifer.
Jeg vil svigte mit begær som Judas.
Vaske mine trætte fødder som Maria.
Lovprise mig ud af det som David.
Selvom du bad mig stole på dig som Kain,
ville jeg tilgive dig, hvis jeg var Abel.

I mange nætter
var jeg vildfaren som den fortabte.

I nat
er jeg kommet for at blive fundet som Josva.

Du troede, at det her var Åbenbaringen
men det er kun Skabelsen,
elskede.

Udvandringen er kun lige begyndt.
Jeg vil afslutte dette Gamle Testamente som Malakias.
Bladre frem til Matthæus
for det nye er kommet.

Jeg er kommet for at blive forløst som israelitterne.
Vi styrtede sammen som murene omkring Jeriko.
Forsøgte at bygge os selv op igen som Babelstårnet.
Men mislykkedes fordi vi talte to forskellige sprog.

Jeg spurgte,
Har du haft en god dag?
Og du hørte forventninger.

Du spurgte,
Huskede du mælken?
Og jeg hørte nederlag.

Jeg begyndte at ofre mig som Abraham.
Jeg befandt mig i den brændende tornebusk som Guds stemme.

I nat
er jeg kommet for at profetere mine knogler til live igen som Ezekiel.

Herren er min hyrde, som bedstemor sagde.
Jeg kender vejen hjem som præstens datter.
Jeg skriver om dette sted som Binyavanga

Shit, jeg har forladt de hellige skrifter
På den anden side, ”Jeg kan skrive hvad jeg vil,” som Biko.

Jeg troede, at jeg fulgte sandheden som disciplene.

I nat
vender jeg hjem til mig selv igen som Juda.

Halleluja for ildstedet og for at det ikke fik mit liv
som Shadrak og Daniel
og
og
og
og
og ham den anden fyr.

Jeg har aldrig været god til at fastholde doktriner.

Det er derfor, jeg tog afsted.
Det er derfor, jeg blev nødt til at gå.
Jeg var begyndt at tilbede dig som de Ti Bud.
Lære dig udenad som Herrens bønner.
Miste mig selv som Jonas.
Blev smidt overbord som Jonas.
Blev slugt som Jonas.
Og jeg har aldrig været god til at svømme,
eller været i stand til at løsrive mig fra nogens favn.
Det er derfor, min mor måtte presse mig ud ved fødslen,
formoder jeg.

Men
i nat
er jeg på vej mod kysten, min kære.
Gud har sendt mig en redningsbåd.

Og
jeg,

jeg er
forjættet land.