Tilbud

Hans Jonathan, Manden som stjal sig selv

120,00 DKK150,00 DKK

af Gísli Pálsson

Den ultimative fortælling om den slavegjorte Hans Jonathans rejse fra Caribien til Danmark og siden Island. Antropologiprofessor Gisli Palssons detektivarbejde graver dybere end nogen sinde før, og han bringer nye perspektiver frem i lyset, samtidig med at han formår at trække trådene helt op til vores nutid og belyse denne historiske fortællings forsatte relevans.

Historien om Hans Jonathan er både den forunderlige fortælling om en ung mand fra den caribiske ø St. Croix, der i 1784 fødes ind i slaveri og blot 43 år senere ender sine dage i Island som en fri mand, og en fortælling om historiens betydning i nutiden.

Hans Jonathans korte liv er omdrejningspunkt for en fortælling om imperialisme, slaveri, ejendomsret, race og kulturel identitet, der strækker sig over 200 år og tager læseren med fra Caribien over Danmark til Island og USA.

Ryd
Varenummer (SKU): N/A Kategorier: ,

Beskrivelse

Den ultimative fortælling om den slavegjorte Hans Jonathans rejse fra Caribien til Danmark og siden Island. Antropologiprofessor Gisli Palssons detektivarbejde graver dybere end nogen sinde før, og han bringer nye perspektiver frem i lyset, samtidig med at han formår at trække trådene helt op til vores nutid og belyse denne historiske fortællings forsatte relevans.

Historien om Hans Jonathan er både den forunderlige fortælling om en ung mand fra den caribiske ø St. Croix, der i 1784 fødes ind i slaveri og blot 43 år senere ender sine dage i Island som en fri mand, og en fortælling om historiens betydning i nutiden.

Hans Jonathans korte liv er omdrejningspunkt for en fortælling om imperialisme, slaveri, ejendomsret, race og kulturel identitet, der strækker sig over 200 år og tager læseren med fra Caribien over Danmark til Island og USA.

Anmeldelse i Arbejderen

Som barn blev Hans Jonathan sejlet fra St. Croix til København, hvor han voksede op hos familien Schimmelmann i Amaliegade 23. I 1801, i en alder af bare 17 år, fulgte han den danske konges opfordring og lod sig hverve til flåden for at forsvare kongen og det styre, der profiterede på slavegørelsen af både ham selv og hans mor. Hans indsats i Slaget på Reden var heroisk, og efterfølgende slog han sig ned i København i overbevisningen om, at han nu var en fri mand. Men han tog fejl.

Henrietta Schimmelmann anlagde et civilt søgsmål mod Hans Jonathan og gjorde krav på ejerskabet over ham – og hun vandt. Det lykkedes dog Hans Jonathan at flygte, inden hun kunne sende ham tilbage til St. Croix, og derved forsvandt han også ud af Danmarks historien. Indtil ca. 200 år senere.

Bogen er en reflekterende og velovervejet fortælling om verden; på én gang en sympatisk historie om én mands forsøg på at finde sin plads som farvet i 1800-tallets Skandinavien og samtidig et forsøg på at beskrive det uhyrlige på et genkendeligt, menneskeligt plan.

Som var det en historisk detektivroman lykkes det Gisli Palsson at væve denne fortællings mange og detaljerige tråde sammen til en multifacetteret historie om ét menneskes eksistens, der samtidig formår at skabe kraftig genlyd i nutidens globaliserede virkelighed.

Historiens tråde trækkes hele vejen op til nutiden, ikke mindst i kraft af Hans Jonathans mange efterkommere, og herved belyses historiens fortsatte relevans for levede liv i en verden, hvor hudfarve, nationalitet og religion (igen) spiller en stadig større rolle.

Yderligere information

Type

Lydbog, Bog, E-bog

Forfatterinfo

Gísli Pálsson er professor i antropologi ved Islands Universitet. Han er forfatter til flere bøger, og derudover har han redigeret adskillige udgivelser. Lige nu arbejder han på en mere eller mindre selvbiografisk fortælling om jordskælv, vulkanudbrud og andre naturkatastrofer – ”Magma: En erindring”, som blandt andet omhandler hans hjemby på Vestmannaøerne.

Trykinfo

Papirbog:
ISBN: 9788799954100
Sideantal: 250

E-bog (epub):
ISBN: 9788799954117

Anmeldelser

Anmeldelse i Arbejderen

”Hans Jonathan, Manden som stjal sig selv er både fængslende og gribende. På engageret og betænksom vis samler Palsson trådene i fortællingen om Hans Jonathan … Palsson giver læseren stof til eftertanke med sine overvejelser om race og slaveri – både før og nu … Palsson giver os ingen lette svar. En smukt skrevet og tilgængelig bog.”

Terri L. Snyder, California State University, Fullerton, US

Læs et uddrag

Del I St. Croix

“En huusslave”

Hans Jonathans mor, Emilia Regina, var en slavegjort kvinde på den caribiske ø St. Croix, der dengang var en del af den danske koloni i det tidligere Dansk Vestindien. Nu tilhører øerne USA og kaldes Jomfruøerne. Størstedelen af St. Croix’ slavegjorte befolkning tilhørte befolkningsgrupperne Mandingo, Aka, Yoruba, Iba og Congo, som alle stammer fra Vestafrika. De eller deres forfædre og stammødre blev taget til fange af afrikanske slavejægere, som bragte dem til Guldkysten (nu Ghana), hvor europæerne havde bygget handelsstationer med tilhørende fort og lejre, der husede slavejægerne såvel som slavegjorte1. Danmarks højborg var fæstningen Christiansborg, som blev bygget af svenskerne i 1652 og senere overtaget af først hollandske, siden danske handelsfolk. Man kan stadig finde fæstningen i Accra, men nu kaldes den Osu Slot og står som et konkret monument til minde om handlen med slavegjorte mennesker på den afrikanske vestkyst.

Allerede tilbage i vikingetiden handlede danskere og islændinge over lange distancer, og nogle gange indebar disse handler tilfangetagelse af europæiske slaver. Senere, fra det 17. århundrede og fremefter, betød sukkerproduktionen i Dansk Vestindien at man lavede aftaler med fjernereliggende havne, ikke mindst for at få del i den særligt billige og permanente arbejdsstyrke, som afrikanske slavejægere i bogstaveligste forstand indfangede på yderst brutal vis og solgte videre til de europæiske opkøbere. Disse afrikanske slavejægere og deres europæiske handelspartnere knyttede langvarige bånd og skabte hybride kulturer, som opstod og blev opretholdt igennem blandede ægteskaber mellem europæiske mænd og afrikanske kvinder2, primært på Guldkysten.

Danske skibe deltog også i søtransporten mellem Guldkysten og Dansk Vestindien. Med deres levende “last” begav de sig ud på den berygtede Mellempassage, som var den betegnelse, man gav turen over Atlanterhavet, og denne farefulde rejse bragte de ombordværende slavegjorte afrikanere til en ganske ukendt “ny verden”.

Forholdene under rejsen afhang af mange forskellige faktorer: Antallet af slavegjorte i skibets lastrum, besætningens størrelse og naturligvis kaptajnens temperament. Nogle af kaptajnerne foretrak en mere løstpakket ”last”, mens andre pakkede ”lasten” så tæt som muligt3. Ofte lå de slavegjorte så tæt, at det ikke var muligt at tænde et vokslys på grund af iltmangel. Man har også hørt om tilfælde, hvor besætningen tvang de slavegjorte til at ”danse” på dækket i solen, så de kunne strække og ryste deres lemmer, mens de blev overvåget af vagter bevæbnet med både geværer og piske. Denne form for ”motion” blev taget i brug for at sikre, at ”varerne” nåede frem i bedst mulige stand – ikke fordi man var bekymret for ”lastens” velvære4. Sådanne tiltag betød dog ikke, at man derved undgik det, man dengang betegnede som et stort ”spild”. Mange af de slavegjorte overlevede nemlig ikke den lange og rædselsfulde rejse over Atlanten, som tilbage i det 16. århundrede tog minimum tre måneder, mens man i det 18. århundrede havde reduceret rejsetiden til ”blot” 1 måned5.

Når skibene endelig nåede frem, skulle den afrikanske ”last” gøres klar til auktion. Man gned de slavegjorte ind i palmeolie, så de fremstod sunde og raske, hvorefter plantageejerne, mellemhandlerne og andre interessenter kunne efterse ”varerne”. Man rørte ved dem, lugtede til dem, undersøgte dem for sår og rifter for bedre at kunne anslå deres udholdenhed og derved udregne salgsværdien af mænd, kvinder og børn6.

Slaveriet gjorde en brat ende på de tilfangetagnes tidligere liv, og de forsvandt ind i en stort set anonym tilværelse på plantagerne. Men heldigvis er det muligt at indhente rigtig meget information fra de officielle opgørelser og rapporter – og ikke mindst fra de såkaldte ”slaveregistre”, fordi det koloniale administrationsapparat, kirkerne og de ansatte på plantagerne nøje registrerede hver eneste borger og undersåt samt hvert eneste kreatur, der blev bragt til øerne. Man brugte standardiserede skemaer med kolonner og rækker, som møjsommeligt blev udfyldt af skrivere, hver med deres karakteristiske håndskrift. Når man kigger på disse registre her i det 21. århundrede, er det en nærmest surrealistisk oplevelse. Optegnelserne indeholder detaljeret information om de slavegjortes ejer(e) samt navn, alder og beskæftigelse for hver eneste slavegjorte person, herunder også om de var såkaldte ”husslaver” eller om de arbejdede i marken, og om de rent faktisk var i stand til at arbejde eller ej.

De slavegjorte afrikanere blev klassificeret som en slags kvægbesætning, og slaveregistrene blev også ofte omtalt som ”kopskattelister”: Det var nemlig nødvendigt at vide, nogenlunde hvor mange ”hoveder” der var på en plantage, for at kunne opretholde driften, betale den rette skat, osv. Ganske som i enhver anden branche. Men bag de sirlige kolonner og de mange tal og numre gemmer der sig en anden virkelighed, en virkelighed der ikke fyldte meget i de officielle protokoller, men som man stadig kan læse sig til mellem linjerne.

På listerne finder man fx betegnelsen bomba. En bomba var en slavegjort person, hvis opgave det var at banke de andre slavegjorte på plads, i bogstaveligste forstand. Betegnelsen er en brutal påmindelse om planternes bevidste inddeling af de slavegjorte, og den rå magtanvendelse disse såkaldte ”sociale kontrakter” medførte. Hvis vi overfører den samtidige filosof Jean- Jacques Rousseaus terminologi til en kolonial kontekst, så vidner en bomba om de regler og systemer, minoriteten benytter sig af for at kunne holde majoriteten nede og derved beskytte egne interesser.

 

“Dronningen”

Det er absolut muligt, at Hans Jonathans mor, Emilia Regina, blev født i Afrika. Ifølge nogle af hendes efterkommere var hun datter af en afrikansk høvding. Men det er nok mere sandsynligt, at hun i 1760 blev født på St. Croix, nærmere bestemt på sukkerplantagen La Reine. Plantagens daværende ejer var den tyske baron Christian Lebrecht von Prøck (1718-80).

I 1755 blev baron von Prøck udnævnt til generalguvernør for Dansk Vestindien, nærmere betegnet de tre hovedøer St. Croix, St. Thomas og St. Jan. Men han skulle vise sig at være en ganske uduelig guvernør, og han blev kaldt hjem igen efter ca. 10 år på posten. Da von Prøck overtog embedet udstedte Kong Frederik V af Danmark nogle nye love vedrørende de slavegjortes rettigheder i forhold til bolig, føde og lægehjælp. Lovene var kongeriget Danmarks første af sin slags, idet den tidligere lovgivning fra 1733 kun omhandlede slaveejernes rettigheder. Von Prøck, der selv var plantageejer, tænkte dog primært på de øvrige plantageejere og ignorerede ganske enkelt de nye love, som ellers kunne have ha stor betydning for den slavegjorte del af befolkningen i Dansk Vestindien7.

Og det var ikke fordi, baronen gjorde en bedre figur under de nordlige himmelstrøg: To år efter at han forlod St. Croix, blev han udnævnt til guvernør for Island, som dengang også var under dansk herredømme. Men den nye udnævnelse gjorde åbenbart ikke noget særligt indtryk på baronen; han nåede i hvert fald aldrig at sætte fod i Island, og han blev udskiftet efter ca. et år.

Da baron von Prøck forlod St. Croix, solgte han La Reine til Vilhelm Schäffer og dennes kone, Henrietta Catharina (1741-1816), født van Lexmond og senere gift Schimmelmann. Lille Emilia Regina, som dengang har været ca. fem år gammel, overgik til de nye ejere sammen med plantages øvrige afrikanere og afrikanskcaribere. Eftersom hun senere står opført som tjener –”huslave” eller ”husneger” – er det sandsynligt, at hun var da er af en af de tre voksne, slavegjorte kvinder, som arbejdede i familien Schäffers husholdning: Cato, Gertrude eller Mariana. Helt små børn k nemlig ofte lov til at blive sammen med deres mødre, så ejerne kunne opretholde værdien af disse slavegjorte småbørn.

Det lader til, at Emilia Regina ikke tilbragte hele sin barndom på plantagen, men at hun noget af tiden også opholdt sig i den nærliggende by, Christiansted. I 1772 er der registreret otte ”husslaver” i familien Schäffers husstand på Hospitalsgade 12 i Christiansted. En af pigerne hed ”Reina” – og antagelig er det Emilia Regina , eftersom hun først k navnet Emilia, da hun blev døbt i 1787. Navnet Regina fremgår af La Reines slaveregister fra 1773.

Som også plantagens navn betyder både Reina og Regina ”dronning”. Men hvad ligger der egentlig i de navne, man gav de slavegjorte? Kaptajnerne på slaveskibene nummererede blot deres ”last” inden auktionerne, hvorefter ejerne gav deres nye “slaver” kristne navne. Fx er navnene på La Reines plantageliste som oftest europæiske: Emilia Reginas bror hed Francis, hendes søn Hans Jonathan, hendes datter Anna Maria, og pigens far Andreas. Disse navne er endnu et tydeligt eksempel på ejernes undertrykkelse af deres slavegjorte arbejdsstyrke.

Vi ved ikke noget om navngivningstraditionerne hos Emilia Reginas forældre og deres slægt, og vi kan ikke med sikkerhed fastslå, hvor i Afrika de kom fra. Men de navne, man gav slavegjorte, var underlagt ganske andre regler, end de navne, frie mennesker benyttede sig af. En slavegjort kvinde ejede med andre ord hverken sig selv eller sit navn.

De slavegjortes navne kan sammenlignes med øgenavne: Det var ikke et navn, man selv eller ens familie havde valgt. Navnene var som oftest nedsættende og sikrede dermed, at de slavegjorte følte sig marginaliserede. I Island, som var der Emilia Reginas søn, Hans Jonathan, flygtede til, har man siden middelalderen været meget bevidst om betydningen af øgenavne, og der tog man særlige forholdsregler for at sikre opretholdelsen af individers rettigheder og ære, som det fremgår af Islands første nedskrevne lovtekst fra ca. 1118: ”Såfremt en mand benævner en anden mand med et navn, som ikke er hans … er straffen tre års eksil, skulle manden blive fornærmet. Det samme gør sig gældende, hvis en mand bruger et øgenavn som hån”8. Den form for integritet var ikke tiltænkt de slavegjorte i Dansk Vestindien.

At ændre på folks navne er ikke noget nyt. Det er en skik, som er blevet brugt til alle tider og af mange forskellige årsager. Men under slaveriet havde navngivningen et bestemt formål: Nedgørelse. Cicero var fx et helt almindeligt slavenavn, som klart understregede den underliggende ironi: Den slavegjorte afrikaner fik ikke den romerske filosofs navn i anerkendelse af hans intellekt eller veltalenhed, han blev i stedet brandmærket med navnet Cicero som en understregning af hans underlegenhed. Det royale navn Regina kan meget vel have haft samme overtoner – eller måske ville det være mere passende at sige undertoner, for en slavegjort kvinde med navnet Regina blev konstant mindet om sin magtesløshed.

Da Vilhelm Schäffer døde i 1775, og værdien af plantagen La Reine skulle opgøres, blev ”husslaven” Regina vurderet til ”400 sølvdollars”. Listen fra Schäffers testamente omfattede ni ”husslaver”, hvis værdi svingede mellem 60 og 600 sølvdollars. Hvad fortæller det os om prissætningen af Emilia Regina? Vekselkursen på en sølvdollar varierede ganske betragteligt fra koloni til koloni frem til slutningen af det 18. århundrede, hvor man standardiserede beløbet. I Emilia Reginas levetid benyttede man i Dansk Vestindien en ret kompliceret kombination af forskellige møntenheder: Udover den spanske sølvdollar, brugte man også den amerikanske dollar, den danske rigsdaler og den særlige vestindiske rigsdaler9. Dengang Emilia Regina ifølge Schäffers testamente blev vurderet til 400 sølvdollars, svarede en spansk sølvdollar til ca. 1.700 kr. omregnet til nutidig valuta10, hvilket betyder, at denne slavegjorte kvinde blev vurderet til, hvad der i dag svarer til ca. 680.000 kr. Det skal dog bemærkes, at omregningen af tidligere tiders valuta til nutidig valuta er yderst kompleks og vanskelig, da omregningerne afhænger af hvilke værdier, man beregner ud fra. Er det fx korn, løn, eller ejendom? Her kan beløbene variere ganske betragteligt. På den anden side var sunde og stærke slavegjorte arbejdere centrale i sukkerproduktionen, og slaveejernes prestige afhang bl.a. af ”standen” af deres slavegjorte arbejdsstyrke, hvilket selvfølgelig også afspejlede sig i markedsværdien.

Til sammenligning kan vi kaste et blik på den evangeliske missionær Christian G. A. Oldendorps noter, hvori han konstaterer, at en god hest fra New York står i 200 sølvdollar11. I samme periode kunne en caribisk pirat kræve 100 sølvdollar for et mistet øje, eller hvis han mistede to tredjedele af sit ben. Med andre ord var denne slavegjorte kvindes værdi reduceret til det samme som to heste, fire øjne eller knap tre ben.

Plantagen

I 1493 lagde Christo er Columbus til ved de caribiske øer, da han tog på opdagelsesrejse vestover, og han opkaldte dem e er Sankt Ursula og de 11.000 jomfruer12. St. Croix er øgruppens største ø, og den kom under fransk herredømme i 1650. I 1733 købte Vestindisk-Guineisk Kompagni øerne, som derved kom under dansk herredømme og fik navnet Dansk Vestindien. I Emilia Reginas levetid, som var i sukkerplantagernes storhedstid, var der ca. 20.000 slavegjorte personer på øen, 953 frikulørte13 og ca. 1.500-2.000 hvide europæere, herunder jordbesiddere, offentlige ansatte, gejstlige, læger, politifolk og handelsmænd. De fleste bosatte sig i Frederiksted og Christiansted, og sukker udgjorde det altovervejende fundament for den lokale økonomi.

Den frugtbare jord var ideel til dyrkning af sukkerrør, og derfor etablerede man store plantager, hvor man både dyrkede og forarbejdede rørene, inden råsukkeret blev sendt retur til Danmark. Plantageejerne placerede som oftest både hovedhuset og plantagens øvrige bygninger på en bakketop, hvor brisen fungerede som datidens aircondition i plantageejerens hjem, samtidig med at den holdt vindmøllerne i gang, så sukkerrørene kunne forarbejdes. Fra denne ophøjede beliggenhed kunne planterne også holde øje med de lavtliggende områder, hvor de havde ryddet skovene for at give plads til sukkerrørene. I dag hverken dyrkes eller produceres der sukker på plantagen La Reine, men hist og her bærer landskabet stadig præg af tidligere tiders produktion. En sti ned gennem en skovtykning fører hen til et fint 1700-tals palæ, og bagved finder man den hytte, hvor ”husslaverne” sov. Og det var her, Emilia Regina tilbragte størstedelen af sine unge år.

La Reines nuværende ejer hedder William Fleming Cissel. Ejendommen har været i familiens eje siden 1841, og Cissel, som er historiker, har lavet en liste over samtlige tidligere ejere (han er nr. 13). Hovedhuset er stort og har bibeholdt meget af sit oprindelige udseende. Væggene op til de høje lofter er udsmykkede med malerier og danske porcelænsplatter, og tilbage i det 18. århundrede har samtalerne i disse værelse handlet om sukkerproduktion, orkaner, skatter, slaver, straffe og oprør. I kælderen finder man et beskyttelsesrum, hvor husstanden har gemt sig under voldsomme stormvejr. Der har sikkert været plads til både herskaber og ”husslaver”, men næppe til den hær af afrikanere, som arbejdede i marken, og som derfor var prisgivet ikke bare deres ejeres men også naturens luner.

Cissel og hans familie har bevaret det gamle service og bestik samt nogle af de gamle møbler, som stammer fra plantagedagene, herunder en lænestol, eller chaiselong, i tropisk træ og læder. I den fugtige tropiske varme kunne plantageejerne læne sig tilbage og drømme om køligere himmelstrøg samt Københavns livlige gader og smukke tårne, mens deres slavegjorte arbejdere sled sig ihjel i marken.

 

 

Christiansted

I sidste halvdel af det 18. århundrede kunne man betegne Christiansted som en dansk by. Langt de fleste indbyggere var hvide, og ud af de i alt ca. 1.000 borgere var langt de fleste mænd. Christiansted var uden sammenligning den største by på St. Croix14, og man havde anlagt gaderne i sirlige rækker omkring fortet og havnen. Byen var kompakt, og der var nem adgang til alt. Der var ikke langt mellem husene, og alle kendte alle i Christiansted.

Ejeren af sukkerplantagen La Reine, Vilhelm Schäffer, døde i august 1775, og fem måneder senere giftede hans enke, Henrietta Cathrina, sig igen. Hendes nye mand var dommer Ludvig Heinrich Ernst von Schimmelmann (1743-93). Han var 33 år, hun 35 år. Henrietta Cathrina solgte plantagen men beholdt adskillige af sine ”slaver”, heriblandt Emilia Regina. Parret bosatte sig i Christiansted, hvor Schimmelmanns karriere var opadgående. I 1771 blev han udnævnt til medlem af regerings- og justitsrådet, 10 år senere udnævnte Christian VII ham til viceguvernør, og i 1785 blev han udnævnt til intet mindre end ”Generalguvernør med rang af Generalmajor”, som var den opstyltede titel, den danske koloniadministration beærede ham med. Henrietta Louise, yngste datter af Henrietta Cathrina og hendes tidligere ægtemand, Vilhelm Schäffer, boede sammen med parret. Deres første søn, Heinrich Carl Jacob Schimmelmann, blev født i 1776, og året efter fik de en datter, Caroline Adelaide. De fik yderligere en søn, Ernst Carl Heinrich i 1780, og i 1785 endnu en datter, Sabina Johanna, som dog kun levede i tre uger.

Optegnelserne fra 1777 fortæller os, at Emilia Regina var en ”neger” i den schimmelmannske husstand, men der er ingen oplysninger om den unge piges forældre eller øvrige ophav. Hun var på dette tidspunkt 17 år gammel og kunne udføre de fleste af de opgaver, man forventede af en tjenestepige, herunder madlavning, tøjvask, rengøring, oprydning og børnepasning. Optegnelserne nævner hverken Cato, Gertrude eller Mariana, men den schimmelmannske husstand omfattede også tre mandlige ”husslaver”: Cicero, Hector og Peter, og en af dem kunne meget vel være Emilia Reginas far – selv om slaveejerne sjældent betragtede tilstedeværelsen af en far som vigtigt for slavegjorte børn, hvorfor man heller ikke nødvendigvis beholdt mændene i samme husstand. De slavegjorte mænd ”befrugtede” mødrene, som ammede børnene og dermed sikrede endnu en generation af arbejdsduelige ”slaver”, uden at der af den grund blev lagt særlig vægt på familiebånd i sukkerindustrien.

For de hvide slaveejere var det vigtigt, at de kunne stole på deres ”husslaver”, eftersom de levede i mere eller mindre konstant frygt for angreb fra oprørske slavegjorte – blandt den hvide befolkning i Christiansted var det nærmest en borgerpligt at bære våben. Tendensen var derfor, at planterne gav deres ”husslaver” særlige privilegier, fx i form af at kunne beholde deres familie samlet under ét tag. Disse privilegier medvirkede også til udviklingen af stærkere bånd mellem ”husslaver” og deres ejere, i modsætning til ejernes forhold til deres øvrige slavegjorte arbejdere.

Underkastelse og frelse

Det er svært at sige noget præcist om Emilia Reginas liv. Vi må i stedet sætte vores lid til de samtidige kilder, der kaster et mere generelt lys over samfundet og kulturen på St. Croix. Et vigtigt dokument fra den periode er Oldendorps værk, som afspejler en oprigtig men også meget ureflekteret interesse i lokale forhold15. I foråret 1767 sendte De Evangeliske Brødre eller Herrnhuterne, som de også kaldtes, Oldendorp til Dansk Vestindien, hvor han tilbragte 18 måneder på St. Croix og nogle af de nærliggende øer. Hans egentlige opgave bestod i at nedskrive Brødremenighedens historie, men hans noter er også fyldt med detaljerede observationer af øernes natur og samfundsforhold.

Oldendorp taler blandet andet om den plads, de såkaldte ”mulatter” blev tildelt i det caribiske samfund. Han skriver, at det overordnede forhold mellem sorte og hvide afspejler de traditioner, regionen holdt i hævd over lang tid, som blandt andet forbød ægteskab mellem hvide mænd og sorte kvinder, hvilket dog ikke betød, at hvide mænd afholdt sig fra at sammen med sorte kvinder – til tider endog flere kvinder på en gang. ”De børn som blev født af Negerkvinder tilhører herren, som moderen også tilhører”, forklarede han tidens trend. ”De benyttes som hans slaver, hvis ikke de byttes eller købes ud af slaveri. Dog må det bemærkes, at disse mulatter behandles en kende bedre end andre slaver”15.

Uagtet den ”prompte og hårde afstraffelse” (som han mente var nødvendig for at sikre, at arbejdet blev udført), kunne Oldendorp konkludere, at de slavegjorte på St. Croix var glade for deres tilværelse. ”Man kunne fejlagtigt antage … at disse Negre var nedslåede og triste, at de modløst udførte arbejdet, og at de var deprimerede på grund af deres hårde lod i livet,” skrev han, men ”generelt er de glade for deres arbejde, de snakker, griner og synger sange fra Guinea. Selv om deres opførsel for mestendels skyldes deres naturlige lethed, så er det også muligt at konkludere, at deres forhold faktisk ikke er helt så undertrykkende, som man sædvanligvis tror”16. Den herrnhutiske missionær antyder ganske ofte i sine notater, at underkastelse og frelse er én og samme ting – og ikke mindst en universel velsignelse.

Oldendorps tolkninger må dog betragtes som et af de meget tidlige eksempler på det, man sidenhen har kaldt ”hypotesen om den glade slave”, som var en udbredt fremstilling i de koloniale metropoler. Detaljerede historiske undersøgelser og uendeligt mange beskrivelser i samtidige aviser vidner dog om en ganske anden virkelighed. De slavegjorte på St. Croix’ plantager, og alle andre steder for den sags skyld, satte gang på gang livet på spil for at modsætte sig deres levevilkår. De ødelagde indhegninger og udstyr, satte ild til bygninger, stjal kvæg, mad og alkohol, og de løb “maroon” (bort)17. Disse protester var ofte symbolske forsøg på at nedgøre herremanden. De slavegjorte angreb alt, der tilhørte ham, alt der kunne betragtes som en forlængelse af ham. Nogle af de slavegjorte valgte endda at tage deres eget liv. Selv om de ikke efterlod deciderede selvmordsbreve, og selv om datidens aviser og øvrige rapporteringer sjældent beskæftigede sig med livet set fra en slavegjort persons perspektiv, så er der ganske tydelige beviser på, at selvmord var en udbredt praksis18.

”Husslaverne” havde deres helt egne overlevelses- og modstandsstrategier19. De kunne fx diskret forgifte herskaberne ved hjælp af forskellige lokale planter; de kunne forsømme herskabernes børn, som jo var i deres varetægt; og de kunne videregive vigtige oplysninger til ”markslaverne”, og det gjaldt både herskabernes specifikke planer, såvel som helt generelle informationer om verden uden for plantagen. Landskabet på St. Croix var ikke egnet til at gemme sig i, men det afholdt ikke adskillige slavegjorte afrikanere fra at gøre forsøget20. Og mens slaveejerne som regel beskrev de undvegne som utaknemmelige skarn, kan der ikke herske tvivl om den enorme ulykke, slaveriet var afhængigt af og forankret i.