Beskrivelse
Den knap så unge mand er en humoristisk fortælling om moderne danskeres udfordringer med selvforståelsen i deres higen efter … livet.
Du kender ham helt sikkert. Du har mødt ham, i din omgangskreds eller en aften i byen. Ham der egentligt har alt, men alligevel aldrig er rigtig tilfreds. Ham, som hele tiden er på vej til næste sted, uden at kunne sige hvorfor. Ham, der er sikker på, at græsset er grønnere på den anden side. Og han er selv af den overbevisning, at det også er der, han selv hører til.
Inspireret af Søren Kierkegaards Gjentagelsen og ikke mindst hans eget liv stiller Xinxin Ren Gudbjörnsson skarpt på danskens manglende selvindsigt, ikke mindst når det kommer til kærligheden.
Siden hun var otte år gammel, har Xinxin udgivet noveller, essays og krimier i Kina, men dette er hendes første skønlitterære udgivelse på dansk.
Forfatterinfo
Xinxin Ren Gudbjörnsson. Du kender hende sikkert bedst fra tv-serierne Xinxin og de fortabte indvandrere, Tigermor og lektiekuren og Sådan opdrager du en vinder. Eller måske har du læst hendes bog fra 2015 Find motivationen, den kommer ikke af sig selv.
Xinxin er cand.ling.merc i medier og kommunikation fra CBS og master i teologi fra KU. Hun har desuden været gæsteforsker på Søren Kierkegaard Forskningscenteret, hvor hun arbejdede med Kierkeggards etik.
Xinxin og Kierkegaard
Første gang Xinxin læste Forførerens dagbog var hun 11 år gammel, og hun har været Kierkegaard-fan lige siden. I 2017 var hun gæsteforsker på Søren Kierkegaard Forskningscenteret, hvor hun fordybede sig i Kierkegaards etik. Et af resultaterne blev en fanfiction-trilogi, hvoraf Den knap så unge mand er første del. De to andre er baseret på hhv. Forførerens dagbog og Frygt og bæven.
Anmeldelser
“Intellektuelle flødeskumskager med gemte barberblade … Nogle bøger tager en uge at læse og giver tankestof til fem minutter. ’Den knap så unge mand’, der kan læses på en aften, bliver man ikke sådan færdig med.”
Christen Bonde i Bogmarkedet.
Læs hele anmeldelsen her
Læs et uddrag
En kussemagnet. Det er hvad penthouselejligheden i Sankt Peders Stræde er. Den skal bare lige indrettes til formålet, inden den indvies. Det er godt at være undsluppet et søvnigt ægteskab, inden man bliver 40. Så kan man nå at nyde livet, mens man er frisk og frejdig.
Huset i Rungsted blev solgt på 25 dage, sommerhuset på Sjællands Odde på 82. Christian købte straks lejligheden i indre by. Den har egen parkeringsplads, men Christian kommer til at spadsere på arbejdet hver dag, så bilen skal vel bare bruges i weekenderne, når han skal på tur med sine utallige elskerinder. Ekskonen Maria har købt lejlighed i Lyngby. Det siger ret meget om hende. Christian fik nok af de kedelige ægteskabelige hverdage, alt for lidt sex og en hustru, som var langt mere interesseret i sit arbejde end i sin mand.
Christian er 35 år. CTO i en IT-virksomhed på vej op. De fik en investor for et år siden og hentede straks Christian ind. Han er lidt af en catch, hvis han selv skal sige det. Gutterne på arbejdet er meget misundelige. Når han en sjælden gang går med dem i byen, er det altid ham, der løber med al opmærksomheden fra pigerne. Med en lejlighed i city kommer han til at få så meget fisse, at han ikke vil kunne gå. Det er i hver fald det, gutterne siger til ham. Men Christian er tålmodig. Det hele skal sættes op, helt rigtigt. Nu kan han gå lige så meget i byen, som han orker; ingen surhed fra konen. Det var heldigt, at de ikke fik nogen børn. Nu skal der festes igennem.
Når han skal have fisse, skal de være toplækre. Meget mere lækre end Maria. De skal være unge, høje, forføreriske med store bryster og lange ben i metermål. De skal være kælne, villige, passionerede og frække. Alt det Maria ikke er.
Christian var den nørdede type i gymnasiet og fik kun buttet fisse. Under studietiden på DTU var der også dømt fissetørke det mest af tiden. Da han mødte Maria gennem sit første job på Mærsk, troede han, at han havde skudt papegøjen. Maria var meget mere lækker end de andre piger, han havde været sammen med, og hun var interesseret i ham. At hænge ud med Maria var altid hyggeligt og skægt. Det hele var ukompliceret, og de flyttede sammen efter seks måneder. Efter to år var de gift. Ægteskabet på otte år gik egentlig hurtigt. Der var meget hverdag med arbejde og afslapning og så familiesammenkomster og parmiddage. Gab.
Par er kedelige. Der sker noget frygteligt, når folk er ude iblandt andre folk med deres partner. Det er der, “parhumor” sparker ind.
“Parhumor” er værre end “farhumor” og kun overgået i klamhed og tamhed af “chefhumor”. Og det er ikke kun par med småbørn, der er kedelige. Folk der er sjove hver for sig, kan åbenbart ikke være sjove sammen. Når folk finder sammen, sker der noget med deres personlighed. Så Christian forsøgte altid at se sine venner uden Maria. Når Maria var der, følte han ikke, at han kunne tale frit og være sig selv.
Da Maria fik tilbudt endnu en forfremmelse og skulle rejse en hulens masse til Asien, fik Christian nok. Han gav hende et ultimatum. Han ville ikke have, at hun tog imod forfremmelsen; han ville have mindre snak om arbejdet derhjemme, og han ville have mere sex. Maria sagde, at hun ville tænke over det. Så tog hun ud til sommerhuset en weekend. Da hun kom tilbage søndag aften, gik hun i gang med at pakke. Hun havde taget imod forfremmelsen, fortalt sin chef om ultimatummet, hvorefter han tilbød hende en midlertidig firmalejlighed på Østerbro. Christian gik lidt i panik den søndag. Han var alligevel lidt over- rasket. Maria havde altid været beslutsom, pragmatisk og løsningsorienteret, men han troede bare ikke, at det ville gå så hurtigt. Det var ikke fordi, Maria skulle give efter for hans ultimatum, for han var sgu da ikke
interesseret i at redde ægteskabet. Men det havde være helt fint, hvis Maria ville redde ægteskabet, hvis hun måske ligefrem ville tigge og bede. Men sådan er hun selvfølgelig ikke.
Christian fik en Tinderprofil med det samme. Ikke at han skal date endnu. Ikke før at kussemagneten er klar. Men han vil gerne glæde sig til udvalget. Der er fandeme mange smækre fisseletter på Tinder. Maria var en størrelse 36, da de mødte hinanden, nu er hun en 38. Christian går efter en 34. Han har også altid bedre kunne lide blondiner, men Maria nægtede at skifte hårfarve. Hun fik pagehår, efter at de blev gift. Nu vil Christian have piger med hår som Beyoncé. Eller faktisk vil han ikke låse sig fast på en type. Han skal igennem mange typer. Sorte, brune, hvide, kridhvide og meget andet. Små nips og amazoner. Nu vil han gerne kneppe verden. Hele verden. Også øerne.