Forlaget Rebel With a Cause er realiseringen af en drøm om at skabe en platform for global litteratur til hjerte & hjerne, krop & sjæl.

Vi udgiver modige fortællinger, der udfordrer og udforsker det skrevne ords mange muligheder for at formidle levet liv fra nye perspektiver.

Vi udgiver bøger, der forandrer måden, vi læser verden på – helt bogstaveligt.

Vi udgiver bøger i oversættelse, fordi det er den mest direkte vej fra den globale litteraturscene til et dansklæsende publikum. Der er så mange fantastiske historier derude, som endnu ikke er tilgængelige for alle dem, der helst læser på dansk. Og det vil vi gerne lave om på.

Med tiden vil vi også meget gerne udgive herboende forfattere, der (også) skriver på dansk. Vi vil gerne lave podcasts om bøgerne og udvide platformen med mere visuelle fortællinger. Så der er masser at tage fat på og mange gode ting i vente.

Litteraturen har altid været mit personlige helle – og min vej ind i verden. Faglitteraturen giver mig analyser og kilder, mens skønlitteraturen sætter det hele i et menneskeligt perspektiv.

Jeg glæder mig til at dele alverdens historier og fortællinger med jer.

Iben H. Philipsen
Redaktør og oversætter

Forlagets udgivelser trykkes i Danmark