i
Det handler ikke om jord, det handler om penge. Han hvisker mantraet for sig selv, mens verden gradvist forsvinder som et pendul i omdrejninger omkring flyet. Themsen, et skinnende silkebånd, de royale parkers aftryk, en skaldet, hvid kuppel med spir og guldkrone su- ges ind i tusmørket. Flyet stiger op, mens skyerne som et vattæppe putter sig om England, så landet trygt kan drømme om bedre tider. Ifølge hans ur er det stadig i går. Han drejer viserne frem. Nu er det i morgen. Kun otte timer til.
Han har fået vinduespladsen med den revnede skærm; han kan vælge mellem flyinformation og Slumdog Millionaire, den sidste film, han så sammen med Ma. De så filmen den weekend, den havde premiere. Alle i køen var brune, så for én gangs skyld krøb Ma ikke sammen i hans skygge, som om hans kameluldsjakke og jeans kunne beskytte hende, forklare hende. De havde i stedet fortsat deres evindelige skænderi om Iris, og da han købte karamelpopkorn, begyndte hun at snøfte; hun sagde, at hun var ved at blive forkølet. Hun fortsatte snøfteriet under rulleteksterne, der kørte hen over alle de medvirkende, som dansede på en filmkulisse, der skulle forestille en indisk togstation. Da de gik ud af biografen, var han overbevist om, at hun havde grædt. Han lagde armen om hendes skuldre; hendes hoved var i perfekt højde til at hvile hagen på. Han spurgte, om hun kunne lide filmen, hvortil hun svarede nej, overhovedet ikke. Det var ikke det rigtige Indien, kun sangene.
Det var en lang flyvetur fra JFK til mellemlandingen i LHR. Han har fået en velvoksen indsprøjtning beroligende Johnnie Walker. Han ved godt, at det ikke er den bedste, men han sætter pris på etiketten. Det er, som om den er skræddersyet til ham, på samme måde som når et barn i en souvenirbutik finder en kop med sit navn på. I USA finder man ikke en kop med navnet Jivan, og derfor havde han lånt Jon, som han så har heddet, lige siden han tog turen den modsatte vej. Tretten år gammel, overtalt til at forlade Indien med løftet om hans første flyvetur.
Fremad, fremad, han tvinger flyet frem, mens fingrene trommer på bakken, og kvinden, som er spændt fast i sædet ved siden af ham, kigger på ham ud af øjenkrogen. Med sin iPhone (4) tager hun et bil- lede af flymagasinets bagside: Ambika Gupta: Avanceret numerologi er vejen til mirakler: Fremtiden er et encifret tal. Hun prikker til manden, som sidder på hendes anden side: en sikh i blå turban med matchen- de trøje, som er spændt ud over hans mave og syet med hvid tråd nr. 5. Han ligner en, der er gravid med femlinger. Hun smiler til ham og læner sig tilbage i sædet. Der er fine, røde streger overalt på hendes hænder, falmet bryllupshenna, som om hun har vendt vrangen ud på sig selv; smertefuldt, smukt, hun er fuldstændig paisleymønstret. Hendes ring er hvidguld med en hvid prinsessediamant i midten, og tasken er Longchamp, den samme, som alle de andre kønne-køn- ne piger har: marineblå, vandtæt og med brunt læderhåndtag, men den er lille, den billigste. Ved du ikke, kønne pige, at det er langt bedre at undvære tasken end at prøve alt for hårdt? Hun bladrer i magasinet: reklamer for Marc Jacobs, Charlize Theron, bladrer hen til dimserne, videre til filmene, kling-klang-pling-plang klirrer rækken af røde glasarmbånd, der dækker hele håndleddet.
Det lyder lidt som ouverturen fra Mas træningsmusik. Så hun kunne præcisionstræne trinene til kathak-dansen, mens Jivan holdt takten. Knytnæven hamret ind i håndfladen, di-dah-dah-di. Hans minder er farvet af hendes sidste måneder – Ma, der visner, fra brun til gul, et blåt mærke, der ikke vil hele, på et underlag af hospitalshvidt. Di-dah-dah-di forvandles til lyden af hendes fingre, der forsigtigt trommer mod hans tinding – inden lyden toner ud i hendes rallende, sidste åndedrag; baggrundsstøjen fra flyet fylder hans hoved. De svæver i ingenmandsland, højt oppe over bjergene.
Han tager sit eget flymagasin frem. Forsiden er en karikatur- tegning – en lille, brun krop med et meget stort hoved. Under en glorie af hvidt hår puster to udspilede kinder lysene ud på en kæmpe fødselsdagskage, der ligner et yver. Indien, der knopskyder tårnhøje kulturarvshoteller, fabrikker og skorstene. Biler, der drøner ud over kanten, ruller af stof, der rulles ud, tigre, der jagter geder, som flygter igennem sprudlende olieplatforme. Den orange overskrift skriger: Tillykke med de 75 år, Devraj Bapuji! Læselampen lyser ned på det listige, gamle ansigt. Den mand, den forside, på dette fly – det ville Ma helt sikkert have set som et tegn.
– Noget at drikke, hr.? Stewardessen er franskbrød med blommemarmelade-lækker;
hendes smil lover drinks, opgradering, en hånd at holde, når fly- et styrter ned. Jon har lyst til at vise hende magasinet og fortælle hende historien: Hey, mit rigtige navn er Jivan! Jeg kendte ham der, da jeg var lille! Han hedder Bapuji, han er min halvbrors gudfar. Han er ligesom min onkel, altså ikke blodsbeslægtet, men du ved, jeg voksede op sammen med hans døtre, Gargi og Radha. Jeg kan huske dengang, Sita, hans yngste, blev født. Måske ville han ovenikøbet ytre de verbotene ord: Har du hørt om Ranjit Singh, Bapujis næstkommanderende? Han er faktisk min rigtige, altså, far! Han kunne også bare lave en liste over alle medvirkende, komplet med stamtræer.
– Ikke noget, svarer han. Til mig. Flyet drejer østover. På skærmen trækker en minikopi af flyet en tynd, rød streg hen over den halve klode. Han flytter sig igen i sædet for at undgå folder i skjorten og et krøllet jakkesæt. Striben på slip- set angiver et særligt universitet (Harvard); skoene er håndlavede og engelske (Lobbs). Det er rovet, han har med tilbage. Efter femten år. Til Delhi, hans barndomsby, en diamant i diamanten på landkortet.
Lyset i kabinen dæmpes. Passagererne læner sig tilbage, stive som kæmpedukker, øjne dækkes af masker, så man ikke kan se hinanden. Han åbner magasinet.
Tillykke med dagen, af Barun J. Bharat. 12
J.J.J. Måske, tænker Jivan, er Barun en af den slags fyre, der har brug for et ekstra initial, på samme måde som nogle mænd har brug for en slipsenål for at føle sig trygge. Eller måske har han en berømt bror.
Devrajs æra, skriver Barun. Vi hylder ham, grundlæggeren af Devraj Company, en af Indiens højst elskede magnater, som lige har rundet de femoghalvfjerds år.
Devraj. Smilende fra et dobbeltopslag, klædt i safaritøj og hat. I vand til knæene i den skrøbelige mangroveskov Sunderbans, med armene viklet om en tigerunge. Visionær forretningsmand, guru for millioner, arbejdsgiver for tusinder, topchef for Selskabet med de hundrede hoteller, far til tre skønne døtre, Gargi, Radha og Sita, står der i overskriften. Adoptivfar for Tipu Sultan, en to år gammel tigerunge, som er vokset op hos Devraj Bapuji, dyreelsker og miljøhelt, i Selskabets private zoo.
Og også – også – gudfar til en heldig fyr ved navn Jeet. Hvordan kunne Barun J. Bharat, flymagasinsjournalisten, have overset det? Hvad med tekstilmøllerne fra Punjab til Trivandrum, der spinder guld på silke? Eller cement- og murstensfabrikkerne i fjerne af- kroge? Pust og støn, sagde den store stygge ulv, selvfølgelig blæser huset ikke omkuld. Glem ikke transportsektoren, der kører på reservedele fra Selskabets fabrikker, lavet af stål, der hentes og smeltes af Sel- skabets virksomheder – Barun har brug for et kursus i ordentlig research: Den slags seriøs googlen, man måske ville kaste sig ud i, hvis man var forvist til en galakse langt, langt borte, overlevende i eksil, afventende.
Der er nyheder. Selskabet er på vej ind i bilbranchen. Selskabet vil, til ære for Devrajs yngste og dyrebareste datter, Sita, og i aner- kendelse af hendes engagement i mange forskellige sager, men især Moder Jord, producere Indiens første hybridbil, verdens mindste køretøj, målrettet helt almindelige mennesker. Selskabets spændvidde vokser i denne tid, hvor Indien, skriver Barun, indtager sin retmæssige plads på den globale scene. Alt er drevet af Devraj Bapujis skarpe målsætning, hans vidtrækkende blik. En af vores mest agtede erhvervsledere, hvis spiritualitet altid understøtter hans ypperlige forretningsmoral, hvilket hans arbejde for Uddannelse til Pigebørn, som vandt Velgøren- de Virksomheders særpris, som blev overrakt af den ærede minister for HR-udvikling og Indiens præsident, vidner om. Og selv om han er både finansrådgiver og en nær ven af såvel venstre- som højrefløjen, så er hans evner med en stegepande ved familiens grillfester det, hans venner sætter størst pris på. Han er en mand, hvis frygtløshed i erhvervslivet er vokset fra græsrødder til luksushoteller til et af Indiens førende varemærker, og alligevel forbliver han ydmyg.
Hold da op, Barun kunne vist også godt bruge et skrivekursus. Hans prosa er lige så vammel som diwali-slik, man får galt i halsen. Sproget er så kringlet som en jalebi, glat som den olie, de steges i. Og dog, Jon kan smage sit savnede Delhi i ordene. Ville han selv kunne tale som Barun, hvis han prøvede? Han har kernekompetencerne. Inden han blev sendt til Amerika, gav hans far ham til opgave at gennemtrawle samtlige landsdækkende aviser og læse og klippe alle artikler, som nævnte Devraj, Ranjit eller Selskabet, ud. Han var en pligtopfyldende 9-årig; han valgte kun de gode historier. Dengang virkede det også, som om der ikke rigtig var andre, og det har tilsyneladende ikke ændret sig.
Han smiler. Hvem ville ud fra denne artikel have gættet, at Devraj dagligt iklædte sig specialfremstillede, safranfarvede underbuk- ser. At en eller anden guru havde fortalt ham, at han ville blive over hundrede år, hvis han gjorde det? Det er pure fakta. Engang, da han stadig hed Jivan, blot 10 år gammel, legede han Glamour med Radha (det var hendes idé) et sted, hvor de ikke måtte være (Devrajs walk-in-garderobe). I en skuffe under kurta-skjorterne, de håndvævede sjaler, slipsene, der slattent hang fra en knagerække, så han stakken af orange undertøj med egne øjne. Radha fortalte ham, hvad guruen havde sagt: For at sikre såvel krop som navn lang leve- tid skal der dagligt bæres safran tæt på den dyrebare hud. Var det første gang, Radha havde vist Jivan sine egne underbukser? De var pink med flæser. Så græd hun, fordi han ikke ville vise hende sine.
Han skimmer siden, indtil en mindre rubrik fanger hans blik. Devraj fejrer Selskabets udvidelse i Kashmir. Det vidste han ikke. Snart, ifølge Barun J. Bharat, vil kræsne turister, takket være Selskabet, kunne feriere i 7-stjernede luksusomgivelser på den cooleste (helt bogstave- ligt!) nye destination for såvel indenrigs som internationale rejsende, og tilbageerobre verdens smukkeste kærlighedsminde. Hvor den seneste udgave af Selskabets ikoniske Mukti Spa, beretter artiklen, vil få dig til at sige »Ahh«.
Lancering af en ny bil, åbning af et nyt hotel. Turistmarkedet for indenrigsrejsende vokser i en by, der er moden til overtagelse. Hele verden er i recession, undtagen Devraj Company, Hovedgaden, Det Nye Indien. Han læner sig tilbage med magasinet rullet sammen som en stav i hånden.
Det handler ikke om jord, det handler om penge.
Artiklen slutter med en kærlighedserklæring til Sita. En af Delhis førende unge skønheder-med-hjerne: elegant, dygtig og Bapuji så hengiven, at hun, siden hun vendte tilbage fra Storbritannien, har stået ved hans side til samtlige offentlige begivenheder. Stadig single i en alder af 22 år og Indiens mest eftertragtede ugifte kvinde, skriver Barun.
Der er et billede af Devraj i en hvid kurta-skjorte, pyjamasbukser og brunt sjal. Han kigger ned på Sita, som har ryggen mod kameraet – hendes saritop er lavet af blonder, som et gammeldags korset, der efterlader diamantaftryk på huden. På det sidste billede står de under et banner med teksten Grønne Delhi, Rene Delhi! sammen med turismeministeren, som hygger sig med armen om Sitas skuldre. Hun holder hånden for munden; gaber eller griner hun, det er svært at afgøre. Jivan studerer billedet. Der er den, på hendes tredje finger – Gargi, Radha og Jeet har alle sammen lignende ringe – Devrajs initialer flettet ind i deres egne, indgraveret på en glat overflade af guld.
I billedteksten står der: Devrajji, Sita Devrajkumari. Særlige VVIP-gæster ved middagen til den årlige generalforsamling i Indisk Turisme og Kulturarv, som afholdes på Selskabets Delhi Grand Hotel &
Mukti Spa. Mukti endnu en gang, mukti. Jivan kan ikke huske, hvad det betyder. Han lukker øjnene. Frigørelse. Sita var fem, da Jivan rejste. Det eneste, han husker, er en lille prinsesse, som ikke ville give slip på sin barnepige, sin lottie, og som aldrig måtte lege udenfor. Forvist til himlen, mens kloden drejer. Måske har han været her hele tiden, måske er han ældet på dette fly. Måske er årene i Amerika blot en Disney-drøm.
Udenfor: ingenting. Han beder om en whisky til.
– Beklager, hr., men vi serverer kun gratis drikkevarer på første klasse.
Stewardessen går igen. Hendes hår er så nydeligt, hendes make-up så fiks, at hun kunne have været Selskabets produkt, fjernstyret. Hun sejler om bag det røde gardin, der adskiller de rige fra de knap så rige. Bag gardinet befinder sig en drømmeverden. Drinks og benplads; stewardesser, som aldrig siger »nej«.
Økonomiens tilfangetagne omgiver hinanden. Et sammensurium af sarier, fletninger, cardigans, højhælede sandaler smidt ned i tomme Dunkin’ Donuts-æsker, iturevne glittede magasiner. Mændene breder sig ud over sæderne, kvinderne holder om børnene, børnene slipper ikke deres Nintendo DSI’er, selv ikke når de sover.
Aftensmaden leveres, den serveres ikke; brune plastikklumper i makhani-sauce med ris og pickles. Eller hvide plastikklumper med urtesauce. Han vælger indisk, så vestligt, har ikke lyst til nogen af delene. Ved siden af ham forsøger de nygifte at holde mad, poser og bestik på bakken og at spise uden at give hinanden en albue i siden. Brudens gaffel knækker; hun spiser ris med fingrene. Der lugter af udtørret hud, toiletter, fødder.
Jons ansigt genspejler sig i hans touchscreen. Han ser forvrænget ud, ser sig selv som gammel. Ranjit Kumar Singh, Selskabets salgschef for nye forretningsområder, med hang til farverige sokker og matchende lommeklude. Skræddersyede jakkesæt fra Heritage, stoffet leveres fra Selskabets lager.
Bruden ved siden af ham er ved at have spist op og skraber plastikbeholderen ren med fingrene. Han flytter sig sidelæns for at undgå løsgående riskorn. På sådan en rejse er det umuligt at holde sig ren.
For seks uger siden havde han det samme jakkesæt på i besøgstiden. Ma lå i sengen og blev mere og mere stille og tynd. Han tænkte, at hun måske ville gå i opløsning. Glide ned ad plastiklagnet, så hun kunne tørres op af hospitalets rengøringspersonale. Men alligevel smilede hun, da hun så Jivan i hans pæne tøj. Når hun var klar i hovedet, sagde hun med sin melodiske sangstemme:
– Når du besøger din far, skal du altid være klædt sådan. Så vil han se, at du er min dreng. Vær sød at vande mine altankasser i Nizamuddin. Du må ikke glemme dem.
Nizamuddin. Huset, han voksede op i, søn af Ranjit og sin Ma, der var så let, at det så ud, som om hun lettede fra jorden, når hun dansede. Hendes familie bestod af optrædende fra Punjab. Hun sagde altid, at hun var en fjern slægtning til Roshan Kumari, som havde danset for Satyajit Ray. Hendes hud var lys, hovedet dækket af en silke-dupatta, øjnene afbildet i alle de største blade. Hun var sytten år, da Bapuji og Ranjit så hende danse i Chandigarh. De fik hende til Delhi, så hun kunne synge alene for dem. Begge mænd var allerede gift, begge flotte, sagde Ma, med guldrandede Raybans og sideskilning. De bar skjorter med krave, stukket ned i bukser med pressefolder, så elegante. Og kærligheden fandt sted. I de tidlige 80’ere fandt også sex sted. Ranjit blev far til endnu en søn.
Gemt væk et eller andet sted i Punjab sad Ranjits ægteviv og hørte om alt dette via de hviskede telegrammer, som blev båret over hundredvis af kilometer. Tilsyneladende gav hun hverken ham eller Ma skylden, men låste sig selv inde af skam. Historien lød: Hun blev tosset på sin fars øvre etager. Men inden hun gjorde det, sendte hun Ranjits ægte søn, Jeet, en lille, genert guldklump af en dreng, over for at bo hos sin far i hans smukke hus i Nizamuddin. Det havde engang tilhørt en officer fra hæren. Der var ovenikøbet stalde og en gårdsplads, hvor jernringene, man havde bundet hestene til, stadig stak ud af væggen. Gården var fuldstændig kvadratisk, nøjagtigt ud- målt til marcher eller træning, så de kunne lege generaler og fodfolk, når Jeet kom hjem fra skole. Medmindre Jeet havde ekstraunder- visning i sanskrit eller matematik, eller hvad det nu end var, Bapuji og Ranjit mente, han skulle have undervisning i, blev de ude, indtil Jeets ayah hentede ham.
I Jivans erindring var Jeet der altid, som en særskilt detalje, som lyden af en dørklokke, dyb og spændende, som midnatsklokken på bbC. De polerede gulve var dækket af silketæpper, som blev rullet sammen om sommeren, nogle gange med en af dem indeni. Hoved- huset var forbeholdt Jeet og Ranjit; Jivan boede i den renoverede staldbygning sammen med Ma. Den ene på tilskuerpladserne, den anden bag scenen, sagde Ma. I Jivans to værelser gjorde Mas skøn- hed, lyden af hendes stemme, hans verden tryg. De havde også et lille køkken med gaskomfur og køleskab. Deres eget ståtoilet med hvide klinker, en spand og en kande til brusebad. To tandbørster i tandglasset. At bo sådan, forsikrede Ma ham altid om, var hendes eget ønske.
Da 80’erne randt ud, forandrede Delhi sig. Tungerne begyndte at spytte rød skam. Da det blev midt-90’erne, deklarerede Devraj, at nu var det nok. Ranjit gjorde ingen indsigelser. Jivan og Ma blev nødt til at flytte. Der var en ældre grandfætter i Amerika – en enkemand, som arbejdede i en bank og var på udkig efter en kone. En flyvetur til Boston fulgte efter; amerikansk pas, et hus med dobbeltgarage, opvaskemaskine, fryser, en græsplæne, som skulle slås. Ma, som kun var lidt ældre, end Jon var nu, kæmpede hver eneste aften med en urdu-engelsk-ordbog, Martha Stewart i fjernsynet. I Amerika ligger magten i sproget, Jon-beta, sagde Vivek-onkel. Mor og Jon, lav mor- genmad, lav frokost og få nogle venner. Dyrk sport, skændes, køb ind. High School-diplomer, et til Jon og et til mor, kun takket være engelsksproget tv (undtagen om søndagen, hvor Vivek-onkel spille- de golf). Langsomt løsnede Jivans tunge sig fra sin fortid. Ord, som aldrig blev sagt, sank let til bunds. Jivan var fjorten, femten, seksten – han lagde ikke rigtig mærke til det, var ligeglad. Den gamle verden blev omtalt i filmreplikker – hum aapke hain koun – og sangbidder. Rupier blev til dollars, som blev tjent i servicefag – ikke fordi han var nødt til det, men fordi Vivek-onkel sagde, at han skulle. Senere datede Jon kun hvide piger; en beslutning, som hans stedfar bifaldt.
Ma nægtede at tage et job på et ejendomsmæglerkontor eller turistinformationscenter, som alle de andre brune mødre. Og hun ville heller ikke være yogalærer eller Bolly-danselærer som de hvide. Hun arbejdede i stedet som receptionist hos den lokale vandforsyning. Efter at Vivek-onkel døde (hjertestop på grund af golf tilsat for mange piña coladas), blev Ma forfremmet til prøveindsamler; hun stak sine instrumenter dybt ned i jorden for at måle forureningen. Dårligt vand giver brystkræft, sagde hun.
Jon kunne stadig mærke hendes bløde, rynkede hænder i sine. Hun havde altid velplejede negle, malet med dyb nøddebrun lak. For fem uger siden stod han i Fredskapellet (en æske bygget i forlængelse af krematoriets ovn) og forsøgte at recitere den eneste sætning fra en bøn, han kunne huske. Om bhur bhuvah svaha. Stedet blev oplyst af det grønne udgangsskilt, hvor en hvid mand løber mod en dør. Ene mand ventede han på standardurnen, hvorefter han placerede Ma i en bankboks i Boston; han vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre.
Ugen efter ringede han til Jeet.
Heldigvis har han Jeet, som i det første år, efter at Jon ankom til Amerika, svarede på hans Mickey Mouse-breve med korte beskeder skrevet på Ranjits tykke brevpapir med Selskabets brevhoved. Efter internettets ankomst var der e-mails, nogle gange sms’er, så Viber. I hans sidste år på college var de begyndt at bruge WhatsApp, men der var måneder imellem beskederne. Nogle gange tænkte Jon på at skype, men nævnte det ikke; det gjorde Jeet heller ikke.
Gargi skrev tre gange det første år, en gang det andet. Sagde: Pas godt på Ma, glem os ikke! Der kom aldrig noget fra Radha. Engang havde Radhas humørsvingninger, hendes store fødder, måden, hun stampede i jorden på for at få sin vilje, været mere genkende- lige, end han var for sig selv. Han kunne ikke få sig selv til at spørge Jeet om pigerne.
Kontakten med hans halvbror svandt ind til fødselsdage. Nogle gange dukkede en sangtekst, som bragte barndomsminder frem, op i en sms. Selfies fra en aften i byen, sendt, mens den ene var ved at stå op og den anden på vej i seng. Hvis de talte sammen, holdt de sig til film og musik, dating, finansnyheder, Jons amerikanske liv.
Som er slut. Ma er i banken, og huset solgt, pengene slugt af lån og omkostninger. Det er Jeets fortjeneste, at han sidder her. Jeet, som lovede at få ham hjem.
– Hvad har man ellers en storebror til? sagde Jeet. Hvor længe bliver du?
– Vi får se. Det kommer an på.
– Fint, sagde Jeet. Jeg ringer, når jeg har talt med far. Jeg får Radha til at overtale ham. Så henter jeg dig i Indira Gandhi Inter- national med en blomsterkrans, en æske med suji ke ladoo og en god, gammel namaste. Du får en traditionel VIP-hjemkomst.
Jon spiser ikke indisk slik. Det sagde han ikke til Jeet. Når den tid kom, ville han spise alt, hvad han blev budt; han ville sluge det uanset.
Det tog kun tre uger at lukke Amerika ned. Jon fortalte Iris, at han elskede hende, ignorerede alle hentydninger til, at hun ville tage med ham, hvis han spurgte. Iris, hans blåøjede pige. Med hendes advokatfar og hjemmegående mor og lige præcis nok selvtillid til at læse moderne litteratur. Smidige, mokkaelskende Iris, som altid forsøgte at få ham til at læse Orwell eller Baldwin eller Morrison eller Lahiri, navne, hun kastede om sig med som fuglefrø i parken, mens hun talte om racialiseret prosastilisering og poetisk realisme og kørte fingrene igennem sit smørblonde hår. Iris, som tror, at Jon snart kommer tilbage til hende. (Det gør han ikke, har han besluttet, selv om Indien ikke bliver som planlagt. Det handler ikke om hendes hår, hendes højtelskede stak Korla Pandit-vinyler (en gave fra hendes mor) eller hendes præference for generisk Nina Simone fremfor specificiteten hos Rolling Stones. Er det hendes land? Nej. Det er hendes manglende værdsættelse af penge.)
Der gik endnu en uge. Ingen opringning fra Jeet. Tre dage til. Jon havde stået i Mas tomme køkken, barfodet, i shorts og undertrøje, mens han stirrede på mikroovnen, som kørte rundt og rundt. Varmede det sidste frosne måltid mad, Ma havde tilberedt til ham, inden hun blev indlagt på hospitalet. Alle hans favoritter, klistermærker med store bogstaver. Hans plan var at spise kaali daal direkte af plastikbøtten, tømme flasken med Black Label og så begynde at skrive sit Cv til Pierce & Pierce – han havde hørt, at de søgte folk i Fjernøsten. Så ringede mobilen. Udlandsopkald.
Det var selveste Ranjit. Hans fars umiskendelige cigararrede stemme spurgte, uden nogen indledning:
– Hvem vil være crorepati? Jivan Singh, det er din tur. Billetten er booket. Tid til at vende hjem.
Det var første gang i ti år, de talte sammen. Mødre, døde eller levende, blev ikke nævnt.
Flyet dykker, plastikgardinet skubbes op. Sollyset fylder kabinen, idet hele Delhi stiger op mod ham. Han fanges ind af byen nedenfor. Hans mantra er rigtigt, fra luften kan man ikke se jorden. I stedet er der kilometer efter kilometer af riflede aluminiumstage, ufærdige murstensbygninger og en losseplads, der dækker jorden, så langt øjet rækker.
Han forestiller sig de mange ben, arme, hoveder, øjne, der ende- vender jorden, giver den liv uden nogen anelse om, hvor stort det hele er, uden bekymringer om, hvor lidt af den de ejer. Alle mases de sammen, ånder ind og ud og ind. Kroppe, der dækker jorden, børn, der sidder på hug i mudderet, alle med ønsket om og arbejdende for at have nok penge til at overleve og dernæst blomstre. Ikke så meget som én ledig jordlod.
Han kan se vejbroerne, der ligger spredt som halskæder ud over hele byen, udsmykket med reklameskilte, der lover reinkarnation i dette liv og måder, hvorpå man kan få råd til det, fordi det skal opnås. Der vil være reklamer for nye biler, mobiltelefoner, mælkeerstatning til at styrke småbørns knogler og proteinpulver til mavemusklerne; reklamer for Selskabets hoteller, der lover romantik, for nye vaskepulvere og vaskemaskiner. For mel, så man kan lave perfekte chapatis: billeder af tykke, unge forretningsmænd og velopdragne indiske piger, som med deres brød lokker med hed, ægteskabelig sex.
Nu svæver de over hektarer af flade, hvide tage med parabol- antenner, hundredvis af ører, der alle sammen lytter til hans ankomst. Bruden i sædet ved siden af ham tager sin lyserøde læbestift på, munden er et tavst O.
– Så er vi tilbage, humare apne India, siger Nummer 5 med et smil.
Er han en joke? Helt sikkert, mand. Så Yaar, irettesætter Jon sig selv; han skal til at lande: at tale sproget er den bedste genvej til tillid. Han tænker på Amerika, hvor jord er det allervigtigste, hvor alt handler om at gøre jorden smuk eller få den til at give afkast. I
Amerika taler eksperterne om Den Indiske Tiger, på samme måde som de førhen talte om, at russerne kommer. Her taler de om strålende Indien. Kom på besøg i fantastiske Indien. Spring op og ud, i vågen tilstand, i sovende tilstand. Han kender til skik og brug, det gør han virkelig. I Amerika kunne han få en birolle som standardasiat i fjernsynet: god uddannelse, sans for humor og besat af sin Ma. Her vil de, naturligvis, bemærke hans amerikanske smil, hans jakkesæt og slips, førsteklasses, rent guld. Sandheden er: Han er Jivan Singh, halvbror til Jeet Singh, søn af Ranjit Singh. Han blev født på denne indiske jord, har ventet i al den tid på at vende tilbage.
– Hari Om, mumler Nummer 5. Flyet lander med kraft. Et smil, han ikke kan holde tilbage, deler hans ansigt i to. Jon
har forladt bygningen. Det er nu tid til, at Jivan hilser på horderne. Han falder ind bag de andre passagerer, som snor sig ned ad gangen. Det er midt på dagen og 38°C eller mere. På gangbroen kan Jivan lugte sit Indien: benzin, støv, den kvælende luft. Denne dag har ventet på ham, som hans mor plejede efter skole, med armene ud
til siden, så han kunne presse ansigtet mod hendes fugtige bryster. Han har lyst til at råbe (men gør det ikke): Hvor er min mælke-doodh?
Han forventer halvt om halvt, at Jeet er sluppet forbi sikkerheds- kontrollen. At han er her, ude ved flyet. Da de var små, blev de nogle gange eskorteret hertil af bevæbnet politi. De krammede deres flasker med Selskabets cola, legede med de bøjelige sugerør (rød til Jivan, gul til Jeet), mens de ventede på, at flyet skulle lande. Devraj og Ranjit dukkede op iført mørke solbriller selv om aftenen, med deres mapper trykket mod brystet. Han fulgte efter Devraj, Ranjit og Jeet hele vejen igennem sikkerhedskontrollen og ud i ankomst- hallen. Hvor grupper af tændstiktynde mænd lænede sig op ad hin- anden, sendte blikke efter de hvide piger og rige sahib-sønner, som om pigerne var marven og drengene sovsen. For enden af ankomst- hallen stod Selskabets følge, mens bladene fra deres velkomstblomsterkranse faldt som orange tårer på den beskidte jord.
Ingen Jeet. Jivan skal igennem immigrationskontrollen. Han bliver muligvis nødt til at undvige dragerne og trolley-drengene på egen hånd. Hvis ikke Jeet er her (men det er han, selvfølgelig er han det), veksler Jivan de sidste dollars til en stak rupier og går ud og finder en sort og gul taxi med så rene sæder som muligt. Og så? Ud til huset i Nizamuddin, til frokost.
Han er indenfor. I stedet for den gamle, luftfattige immigrationshal med plettede, grå fliser, breder der sig et gulv ud, som hører hjemme i en maharajas palads, som enhver kan betræde. Enorme bronze- figurer hænger oven over hver eneste bås, velsigner de ankomne, idet de går igennem. Der er aircondition.
Kun køerne er de samme. Emiratslaverne slæber deres pakke- nelliker af sted, midaldrende mænd med Samsonite-kopikufferter glor på de unge lapse med weekendtasker i læder; der er Juicy Couture-konerne i ikke-røre-velour og overgjort hår. Til sidst kommer de hvide, som høfligt panikker, mens de forsøger at holde afstand til de indfødte uden at komme til at skubbe til nogen. Han er ingen af dem. Han fornemmer, at han bliver tjekket ud; han kan ikke af- gøre, om det er beundring eller noget andet. Er det hans jakkesæt? Er det for meget? Han tager jakken af. Han løsner Harvard-slipset. I Amerika havde han lyst til at pille huden af, på samme måde som han pillede løg i sin stedfars vens restaurant i sit første job. Da han var ung, i Indien, gjorde hans uægte blod ham til en udenforstående. Hans blod, som det nogle gange forekom ham, at alle kunne se.
Immigrationsbetjenten har medaljer over hele brystet og en dyb fure i panden. Han ser kamptræt ud, træt af at beskytte grænsen mod discountbanditter og tyveknægte; han bladrer igennem samtlige blanke sider i Jons pas, indtil et ensomt indisk turistvisum dukker op. Fra billede til visum til billede.
– Main Jivan hoon, siger Jon (og smiler betjenten?). Main bahut saal ke baad ghar aaya hoon.
– Godt gået! Velkommen hjem, hjemvendte fremmede, siger be- tjenten. Han ruller på r’et i »fremmede«. Lægger lige meget tryk på alle stavelserne.
– Tak, hr. Jivan får sit stempel og er godkendt til indrejse. I ankomsthallen
fordobles, ja tredobles billederne. På væggene driller hsbC-reklamer- ne ham. Billeder af den samme fyr med daggamle skægstubbe smi- ler med løftede hænder. Først i jeans, så i jakkesæt, jeans, jakkesæt. Leder, siger billedteksten, følger, siger den næste. Leder/følger/leder/ følger; kan du finde forskellen på de to? Hvem, Jivan, er du? Alt er indhentet, vokset op, uden ham.
Han kigger på en gruppe mænd udenfor. Som ikke har råd til sko, for slet ikke at tale om jakkesæt. De trykker ansigterne mod ruderne, prøver at se ind i hallen. Uanset hvor meget der er forandret, hænger de stakler stadig ud her. Han tager sig selv i at ville bukke.
Hvor er Jeet? Der er familier, som falder over Louis Vuitton-kufferter for at kramme hinanden, chauffører med skilte, folk i kaffe- barerne og kioskerne som i enhver anden international lufthavn i verden. Ingen Jeet. Hjemkomst. Ha! Han har lyst til at spytte (men gør det ikke). Hans blik følger en arbejder, hvis uniform er grå som en røget cigaret, som polerer gulvet med en maskine. Står stille, kører kosten hen over den samme plet igen og igen og tilbage igen.
Af sted, Jivan! Et tyndt, rødt gulvtæppe fører ham ud af terminalen, ud i det
skærende dagslys.
I et vanvittigt øjeblik spekulerer han på, om han er landet i den rigtige by. Menneskemængden fylder kun en enkelt række. De dyttende, brægende sort-gule Ambassador-taxier, han husker, er væk, skiftet ud med en række skinnende hvide personbiler, der høfligt holder i kø. Der står nogle få mennesker i tavse grupper. Og Jivan selv er in- gen. Blot en glatbarberet ung mand, der blev drillet som barn, fordi hans hud var så lys. Som en piges, plejede hans far at sige for sjov. Inden han blev sendt til Amerika, hvor tilpas blege kinder og mør- ke øjne hjalp ham med at klare sig som ham den brune igennem både college og overbygningen, mens han arbejdede i servicefag, der dækkede alt fra dørmand til tekniker. Hjemsendt per efterkrav, med en amerikansk accent, en obligatorisk flaske Black Label i posen med toldfrit – hvordan skulle han tale nu? Barun ville vide det. Han tager et skridt, mærker sveden bade flankerne under skjorten. Menneskemængdens opmærksomhed er aftaget, som om han var opvarmningen, mens den rastløst venter på hovednavnet.
Så ankommer den. Bag rækken af taxier, firehjulstrækkere, tas- ker og kroppe; en lyseblå Bentley presser alt foran sig ud til siden. Han vil gerne lade, som om han ikke har set den – men alle kan se den. Passagererne i flyvemaskinerne over lufthavnen kan sikkert se den, selv igennem smoggen.
Jeet, tænker han. Hvad har du gang i?
Enhver dreng kan få sig et nydeligt jakkesæt, en dokumentmappe og et par gode sko. Sådan en dreng kan sikkert også tage en taxi ind til et af byens hoteller. Men at se den skinnende, smukke, sjældne veteranbil; se den køre helt op til kantstenen tæt på den slidte Hjemvendte Fremmede! At se chaufføren, skarp, som om hans kone stryger ham hver morgen, hoppe ud og gøre honnør, mens han åbner dørene. Og de to passagerer, der stiger ud fra bagsædet, som hinandens spejlbilleder – i sorte hørjakkesæt med Nehru-krave, sølvfarvet hår, som to håndskårne dominobrikker. Det kan man kun være født til, hvis ens tidligere liv påbyder det, og hvis Gud elsker en. Og se – den ene har en smuk stok med et håndtag af ben. Hvor elegant! Dette er som at blive tilbedt og bedt for i det næste liv. Hvem er de?
Det er ikke Jeet, som laver sjov. Det er hans far, Ranjit Singh, direktøren for Devraj Group. Sammen med en mand, Jivan ikke har set i over tyve år. Kritik-sahib, vicedirektør, ansvarlig for efterforskning og sikkerhed, skyggeulven fra drengeårene. Den højre og den venstre hånd, kommet for at hente Jivan, direkte fra flyet. Hvor, tænker han, er Barun, når man har brug for ham? Hvor i helvede er Jeet?
– Jivan. Velkommen, siger Ranjit.
Inden Amerika havde Jivan en kathputli-dukke, der lignede Ranjit lidt. Ansigt af træ, mandelformede øjne, krøllet smil. Hvidt skæg malet tæt på hagen. Han kunne få den til at bevæge sig ved at stikke armen op i dens krop; få den til at nikke, få den til at vinke. Hvis han rystede den, blinkede den.
– Wah, Ranjitji, wah, siger Kritik-sahib. Sikke en mand, du har fået hjem fra Amerika!
Kritik-sahib har passet bedre på sig selv end Ranjit. Han er større end Ranjit. Brystkassen er bredere, armene tykkere. Mindst 175 cm mod Ranjits 167. Kroppen er mere muskuløs, og mens Ranjit bærer stærke farver, har Kritik-sahib altid dyrket en rolig, afdæmpet fremtoning, som om han lytter uden at dømme, som om han hører alle lyde. Når man betragter ham, får man fornemmelsen af, at han lever et behageligt liv, at han er elsket af sine venner, at han aldrig ville skade nogen. Men det, Jivan husker tydeligst om Kritik-sahib, er der stadig: hærdet stål omkring øjnene og munden. Mærkeligt hvide tænder. Når Ma en sjælden gang irettesatte Jivan, ja selv Jeet, Gargi eller Radha, brugte hun altid Kritik-sahib som truslen. Nu smiler han. Venter på, at Ranjit eller Jivan tager det første skridt.
Ranjit. Med stokken løst hængende i hånden, armene i en vinkel på præcis 45° ud fra kroppen. Ikke helt højt nok til en omfavnelse.
– Jivan, beta. Kom og hils på din far. Knæl. Han vil have mig til at knæle. Alle de nysgerrige øjne omkring Jivan samler sig til et intenst blik. Varmen er voldsom. Hans blik sløres, hans overlæbe opløses i saltvand; det er timerne på fly- et, manglen på mad. Åh gud. Aldrig. Han er amerikaner, har boet i Amerika i 15 år. Ranjit kom aldrig på besøg. Eller skrev til ham. Eller ringede. Eller e-mailede. Eller sms’ede. Eller tænkte på ham, talte om ham, drømte om ham.
Ranjit venter på kantstenen. Armene udstrakte, håndfladerne opad.
Vi står stille; det er verden, der drejer.
Jivan sætter posen med toldfrit ned. Chaufføren holder øje gen- nem vinduet, og Kritik-sahib siger:
– Ja, sådan. Jivan bukker sig mod jorden, brændende varm som den ubarmhjertige sol. Han rækker ud, håndfladerne nedad, strakte fingre, for at røre sin fars fødder.
– Aré nahin, beta, nahin, siger Ranjit. Han ler, holder om hans skuldre og fører ham op igen. Kom. Bilen er her. Chalo.
Jivan stiger ind på bagsædet sammen med Ranjit. Kritik-sahib sætter sig foran. Dørene lukkes, chaufføren gasser op. Uden at se i hverken bakspejl eller sidespejl trækker han ud i trafikken. Dragerne og de rejsende og alle familierne ser dem forsvinde, hvorefter de ven- der tilbage til deres egne gøremål. Inde i ankomsthallen fortsætter rengøringsmanden med at polere gulvet. Forestillingen er slut, tænker han. Han vil gerne spytte (men gør det ikke). Tilbage til arbejdet.
Bentleyens bevægelser, dens ophøjede ro. Som om Jivan er tilbage i krematoriet, ser kisten glide hen mod ovnlugen. Han er nødt til at kæmpe en kort, brutal kamp mod klumpen i halsen. Den kolde luft får ham til at snøfte. Kun piger bliver dårlig-dårlig. Det sidste, Ranjit sagde til ham, inden han sendte ham til Amerika. Jivan snøfter igen. Hans far og Kritik-sahib ser ikke på ham.
Lydene fra gaden er dæmpede, bilens ruder farver alt rødligt brunt. Scener fra Det Gamle Indien folder sig ud omkring ham; betryggende efter lufthavnen; de ting, han gerne vil se. En sabzi-wala slingrer ned ad gaden, hans trækvogn er fyldt med rynkede rod- frugter, gravet op for århundreder siden, en hel familie sidder på en scooter, otte ben dingler ud over siderne. Der er kvinder, som balancerer mursten og bylter på bare tæer hen over de ødelagte fortov. Halvnøgne børn griner til hinanden, mens de børster deres tænder med beskidte fingre; håret sidder som vanvittige hjelme om deres hoveder. Det hele observeres, som foregik det langt, langt væk, iblandt Mercedeser og firehjulstrækkere, Toyota, Honda, alle de sto- re drenge. Jivan ser disse skinnende bæster som syner fra en mulig fremtid; samtidig har han lyst til at råbe: Frys billedet! Han tænker: Hvor længe har festen været i gang? Hvorfor blev jeg ikke inviteret? Der er endda nye busser med døre, som faktisk kan lukkes. Men på last- bilernes bagsmæk står der stadig Dyt Venligst! med falmede gule og pink bogstaver, og alle kører stadig, som om de ikke har brug for øjne. Der er stadig nogle få køer, stumme som tempelmalerier, hvide op imod de røde mure – det har i det mindste ikke ændret sig.
Det skarpe lys i juli og august; så varmt, at man ikke skulle tro, at monsunen på et tidspunkt kom, kommer, kommer igen; i de somre som den her ventede Jeet og Jivan hele dagen lang, indtil deres spænding fik himlen til at briste. Gyset ved de fede dråber, der begyndte at falde; den smertende fryd, når de spillede »synk eller svøm« og sejlede om kap med papirbåde, når regnen slugte horisonten og gjorde jorden til et hav af mudder. En gang havde Ranjit endog været dommer i et kapløb – og for første gang, i det løb, slog hans båd Jeets. Mindet skyller ind over ham som vand fra de alt-for-varme, alt-for-kolde bade med spand og kande, som han ikke har taget et eneste af siden. Han er lige ved at sige – Papaji, husker du – men han bider ordene i sig og trækker bilens airconditionerede luft dybt ned i lungerne.
De radmagre hunde løber stadigvæk langs vejkanten, men over- alt er der tegn på en fremtid, som har fundet sted uden ham. Apple, Nokia; der er ovenikøbet et metrosystem, der som et kæmpe edder- koppespind er spændt ud højt oppe over byen. Bilen fanges i det, kører under og ved siden af det. Det overrasker ham ikke, at han ser Selskabets logo, DC, stemplet i cementen, der rager op i himlen.
Han bøjer hovedet, stirrer stift på Kritik-sahibs nakke. – Så, beta ghar aa gaya! Her er din søn.
Kritik-sahib vender sig og rækker armen bagud. Neglene er blankpolerede. Hans knoer og leverpletter fremstår som udsøgt, antikt træ, den slags, man skulle huske ikke at stille sin drink på, når man blev inviteret til møder på Harvard-professorernes kontorer.
Kritik-sahib smiler, klapper Jivans knæ en gang, to gange. – Jeg er sikker på, at han er en god dreng, Ranjit. Ligesom sin far. – Aré nahin, siger Ranjit. Det er alt for meget. Men i 9-10 år har han været væk, lang tid, ikke? Hans mor ville have ham med, så hvad kunne jeg gøre?
Der er gået 15 år. Jivan forbliver tavs, stirrer ud ad ruden. En ung kvinde alene på en scooter overhaler dem, hendes tætsiddende jeans er stukket ned i lyseblå cowboystøvler af slangeskind. Håret strømmer ud under styrthjelmen. Ma ville have rystet på hovedet af det. Ville hun ikke?
– Kritik-sahib, kan du huske ham hers Ma? siger Ranjit. Hun var en skønhed. En ung mands hjertelige fejltagelse. Men faktisk blev jeg forført. I mine første år hos Devraj var jeg blot en kejtet dreng fra
Amritsar. De var så elegante, de gamle familietrupper. Hvem kunne stå imod? Når vi er unge, gør vi dumme ting i kærlighedens navn. Aré, hvem kan klandre en mand, at han fortrylles af en veshya, når hun er pakket ind som en kongelig prinsesse? Og sikke en stemme, hun havde! En sjælden, smuk fugl. En Bulbul-e-Punjab. Pause.
Kritik-sahib flytter sin hånd fra Jivans knæ, trækker armen tilbage og tørrer eftertænksomt håndfladen af på sit eget bukseben. – Nuvel, siger han. Smilet afslører hans tænder; stadig kridhvide, lige så velplejede som hans negle. Det er lige meget. Livet gav dig en udmærket søn, så hvem bekymrer sig om, hvilket glas han blev blandet i? En mands værdi vurderes ud fra den ære, han i dag bibringer sin fars navn, ikke ud fra det, hans mor lavede i går aftes! Aré, nu må du ikke give vores hjemvendte fremmede det forkerte indtryk. Det her er trods alt Det Nye Indien. – Du har naturligvis ret, siger Ranjit.
De to nikker i takt: dukker, som trækker i hinandens snore. Så siger Ranjit:
– Jivan, fik du hilst ordentligt på Kritik-sahib? Kan du huske ham?
Han husker som dreng at blive formanet om at undgå Kritik- sahib. Devrajs skygge. Ikke gøre ham vred. Udvis altid respekt. Selv Ma varede sig i nærheden af Kritik-sahib. Ud af bilen, praj en taxi. Kør mig tilbage til Boston phata-phat, tænker Jivan. Så husker han: Han har ingen rupier.
– På en måde, Papaji. Undskyld, Ma. Undskyld, tænker han. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville kalde ham »Papaji«. Men her er jeg, og du er væk. Ranjit rynker panden.
– Nå, men Kritik-sahib er en meget vigtig mand. Du bør elske ham som din far. Han kan måske finde en plads til dig i Sikkerheds- og Efterretningstjenesten, hvis han mener, at du kan klare det.
– Ja, hvorfor ikke, hvorfor ikke? Kritik-sahibs stemme er varm. Et sted at starte, og så kan vi se, hvor godt du klarer dig. Når alt kommer til alt, har vi jo rigelig tid til at lære hinanden at kende. Er du interesseret? Selvfølgelig. Ranjits søn er absolut velkommen. Selskabets Sikkerheds- og Efterretningstjeneste har altid plads til initiativrige drenge. Og det er du, ikke sandt? For her er du jo.
– Tak, Kritik-sahib. Det ville være super. Men, øh, har jeg ikke brug for et visum af en slags? En tilladelse?
– Så vældig korrekt, siger Kritik-sahib. Det kan jeg lide. Det skal du ikke bekymre dig om, Jivan. Hver ting til sin tid.
– Min ven, siger Ranjit. Ikke forkæle ham. Han skal gøre sig fortjent til det. Vi burde sende ham nordpå, han skal opleve det ægte Selskab, lære omstændighederne ordentligt at kende. Yeh, hjemvendte fremmede, kuch nahin janta hai.
De to mænd ler sammen, påtaget.