Af Sarah Ladipo Manyika
Papirbog:
ISBN: 9788799954131
Sideantal: 136
Pris: 200 kr. + forsendelse
Om bogen
Som et muldyr der bringer flødeis til solen er fortællingen om den sprudlende Professor Morayo Da Silva. Hun har haft store dele af verden som sin baghave, men i de sidste 20 år har hun boet i det hippe San Francisco.
Morayo selv er lige så farverig som de afrikanske gevandter, hun klæder sig i, som skrællen på de smukke citrusfrugter hun får af sin underbo, som bladene på tulipanerne hun nøje udvælger og læbestiften, hun pynter læberne med. Hun er ved godt helbred; hun flirter med mændene i nabolaget; hun kører lange ture i sin vintage-Porche; hun snakker med de folk, hun møder på gaden – og ikke mindst med personerne i hendes højt elskede bøger. Hun er i gang med at planlægge sin 75-års fødselsdag, da et uheldigt fald vender op og ned på det hele. Pludselig ser hun sin selvstændighed smuldre, for Morayo har ingen nær familie og må i stedet sætte sin lid til venner og tilfældige bekendtskaber.
Morayos livsfortælling bevæger sig gnidningsløst mellem fortid og nutid, og på de mange snoede stier møder vi også Dawud, en charmerende palæstinensisk butiksindehaver, Sage, en viljestærk hjemløs Grateful Dead-fan, Morayos bedste veninde Sunshine, den unge kok Touissant, Reggie og mange andre eksistenser, som sjældent finder vej til litteraturens sider.
Som et muldyr der bringer flødeis til solen er en smuk og medmenneskelig meditation over levet liv på godt og ondt, over aldring og venskab, over kærlighed, passion og tab
ANMELDELSER:
“Sjælden har jeg elsket en karakter så højt, som jeg elsker Professor Morayo Da Silva. Den snart 75-årige sprudlende kvinde har appetit på livet, kærlighed til bøger og et væsen, der betager.
“Morayo beskrives med en humor og ømhed, som gør det vanskeligt ikke at falde pladask for hende.
“… jeg elsker Professor Morayo Da Silva, og mens jeg skriver disse ord, mærker jeg, hvordan min kærlighed til hende har vokset sig endnu større – hun er en fabelagtig kvinde med et fabelagtigt livssyn. Som et muldyr der bringer flødeis til solen” er måske nok en lille bog, men den gemmer på intet mindre end storslået litteratur! – Book me up Scotty!
https://bookmeupscotty.blogspot.dk/2018/05/boganmeldelse-som-et-muldyr-der-bringer.html
***** i K’s Bognoter
”Aldeles vidunderlig. En velskrevet feelgood-roman, der kan læses som en hyldest til livet og mangfoldigheden. Men den har også kant og alvor. En bog, man har lyst til at opholde sig længe i. Der er smil helt op til ørerne.
”Romanens centrale figur er den nigeriansk fødte kvinde og professor i engelsk litteratur, Dr. Morayo Da Silva, som ved romanens begyndelse nærmer sig sin 75-års fødselsdag. Morayo har de sidste tyve år levet alene i en rodet lejlighed i San Francisco, som er fyldt med bøger og uåbnede rudekuverter, hun ikke helt har styr på.
”Men hun er samtidig en udadvendt power-kvinde. Hun elsker at køre stærkt i sin vintage-Porsche med radioen skruet fuldt op for Bee Gees Staying Alive, hun går med lyserød bh, hun flirter med langt yngre mænd, og hun forstår at åbne op for de mennesker, hun møder på sin vej. En af hendes leveregler er at gøre noget modigt hvert år til sin fødselsdag: Sidste år lærte hun at dykke, i år har hun bestemt sig for at få sin første tatovering, og den skal være stor og smuk.” http://bognoter.dk/bloggen/
***** Bachs bøger
Bogen er virkelig godt skrevet. Forfatteren benytter gnidningsløst skiftende fortællere i historien. Noget som jeg ellers ikke er den store fan af, fordi det er en svær kunst at mestre, da det ofte kan blive meget forvirrende og man kan have svært ved at skelne de forskellige personer fra hinanden. Her fungerer det fuldstændig perfekt og giver en afvekslende og levende fortælling.
Jeg nød at læse bogen i fulde drag og jeg kunne sagtens have tilbragt meget mere tid i Dr. Morayos selskab for at høre om alt det hun har oplevet og lært i løbet af sit begivenhedsrige liv. En skøn perle af en kort roman.” http://bachsbooks.blogspot.dk/2018/05/sarah-ladipo-manyika-som-et-muldyr-der.html
Shortlistet til 2016 Goldsmiths Prize
Her kan du høre forfatteren selv sige lidt om bogen: http://wormhole.carnelianvalley.com/qa-with-sarah-ladipo-manyika/