RUTH

Den 28. februar 2004, bakkerne oven for Port-au-Prince, Haiti

Ruth glatter det stykke plastik, der beskytter hendes mindecollage, så ihærdigt, som forsøgte hun at udviske tidens rynker. Under plastikken kigger ansigterne fra hendes ungdom op på hende sammen med hendes to brødre, deres koner, deres børn og de mange unge mennesker, som hun underviste gennem mere end tre årtier. Alle har de haft deres gang i dette hus, som hun arvede efter sine forældre. Da de gik bort, var der kun hende tilbage; sønnerne var for længst blevet gift og havde etableret egne hjem og familier.

Drengene forlod hjemmet uden så meget som at se sig tilbage. Indimellem kom de til middag eller til en familiebegivenhed; nogle gange uden familien bare for at sige hej og udveksle seneste nyt over stærke kopper sort kaffe. Hun havde tilbragt adskillige år i værelset ud mod gaden med de gennemsigtige kniplingsgardiner. Nu er der langt imellem besøgene.

Ruth tænker tilbage på dengang, hun begyndte på mindecollagen for ti år siden; dengang huset pludselig virkede så truende, dengang værelserne, der var proppet med møbler, men tømt for lyden af menneskestemmer, pludselig havde fyldt hende med rædsel og bevidstheden om den overhængende fare for, at livets afslutning var nært forestående, uden at hun havde formået at efterlade et betydningsfuldt aftryk på den støvede, vestlige halvdel af øen, som hun havde nægtet at forlade, selv efter at hendes elever voksede op og forlod hende; nogle af dem for aldrig at vende tilbage.

Hendes fingre hviler ved en række ansigter – de elever, hun havde anset som særligt talentfulde. Blandt dem er hendes niece, Catherine. Catherines kejtede smil afslører, at hun har haft bøjle på tænderne. Den skulle rette op på hendes markante overbid. Hendes højre kind har et dråbeformet smilehul, der løber fra kindbenet, indtil det opløses i smilets krumning. Ruths blik hviler kærligt på billedet. Catherine har forandret sig siden dengang. Ruth kan høre det på klangen i den unge kvindes stemme, når hun en sjælden gang ringer. Tanken får Ruth til at smile. Pigen har opnået den ligevægt, Ruth havde håbet, at hun ville opnå, lige siden den allerførste gang hun så hende i lufthavnen, lille og tynd, med fingrene knuget om det vatterede håndtag på hendes lille, røde kuffert og øjne blanke af rædsel ved synet af det omgivende kaos og alle lugtene. Catherine var 11 år gammel, da hun blev sendt hertil fra Canada. Pigens mor, Rose, havde allerede været borte i tre år. Et forsømt, lille pigebarn, tænkte Ruth.

Ruth bevæger fingrene hen over rækken af billeder, forbi Catherine, og stopper ved billedet af den unge mand, hun havde introduceret for sin niece. Hun havde tænkt, at de måske kunne blive et godt par, selv om der var ti år imellem dem; at de kunne være hinandens anker. Men hun havde fejltolket Romulus. Han var viljestærk og ambitiøs og lige så bange for sin egen skygge som en mus. Den havde været der hele tiden, angsten, selvleden. Måske havde hun også fejltolket Catherine. Og sin adopterede søn, Lucas. Begge havde hun skænket og siden mistet til verden.

Hvad tænkte hun på dengang? Hun var så ung og uvidende om alt det, hun først havde forstået i de senere år. Hun kigger på billedet af Romulus. Den er der, begravet i hans store, brune øjne, som higer efter en verden, han måske aldrig får lov til at opleve, sprækken af angst. Den giver ham et forbløffet udtryk. Med tiden blev øjnene hårde, og mundvigene skarpe. Hun har ikke set ham i levende live i over ti år. Billederne i aviserne fremstiller ham som nedladende og sarkastisk. Men øjnene er de samme. Sprækken synes kun at vokse sig større med tiden.

Ruth finder flere billeder af Romulus i collagen, og hun bemærker tvivlens skygge, som synes at formørke hele hans væsen. En næsten mærkbar impuls drager hende mod billederne; en usynlig kraft, noget sygeligt og klæbrigt. Hun lukker øjnene i et forsøg på at fortrænge kraften og ryster på hovedet for at opløse tågen, der indhyller hendes tanker. Du får ikke lov, tænker hun, du får ikke lov. Kraften mister sin styrke og trækker sine klæbrige fingre med tilbage. Hun burde fjerne billederne af ham, men en sidste flig af loyalitet gør det umuligt, som var Romulus hendes barn, der higede efter at blive forstået.

Hun betragter sin hånd, mens den smyger sig hen over plastikken. De blågrønne blodårer løber langs den brune håndryg, som var de forgreninger på et palmeblad. Floder, tænker hun, alle sammen floder, der krydser hendes eget liv, og med sig bringer de deres individuelle særheder. I kølvandet er der både bundfald og rigdomme. Nogle af dem rokker ved hendes jordforbindelse, og med sig tager de en flig af hendes hjerte.

Hendes hjerte er knust i disse dage. Hun savner både retning og motivation. Hun venter. Venter på Lucas. Venter på Catherine. Ja, hun venter endog på Romulus. Hun kigger på billedet af Lucas, 13 år gammel, fra året før Catherine flyttede ind. Allerede dengang var han karismatisk, og hans brune øjne var fulde af spilopper som et forskrækket firbens. Lucas havde altid været hendes yndling, og hun betragtede ham som sin egen søn, selv om hun ikke havde født ham. Han var kommet til hende, da han var tre år gammel, efterladt af sin far – en gammel flirt, hvis hun overhovedet kunne kalde ham det. JP efterlod Lucas og forsvandt. Hun hørte aldrig fra ham igen, og Ruth blev kvinden, de kaldte mambo, selv om hun ikke var optaget i nogen vodou-kult og ikke har nogen særlig indsigt i denne parallelverdens hemmeligheder. Hun er et produkt af Haiti og så alligevel ikke, hun følger de tråde, der synes indprentet i hendes celler, og som på ingen måde minder om hverken de katolske ritualer, hun voksede op med, eller den vodou, de mennesker, hun støtter, bekender sig til. De kalder hende mambo, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal kalde hende. Ruth sukker.

Det er ved at være tid til, at hun befrier billederne fra deres plastikramme og gemmer dem væk, måske til Catherine; måske til dem, som kommer efter.

 

Det er mærkeligt, det, at hun ved ting. Ruth har aldrig helt forstået, hvordan hun kan være vidende om hændelser, inden de finder sted. Hun ved, at hun snart får Lucas, Catherine og Romulus at se, selv om hun ikke har set dem i adskillige år. Hun ved også, at hun får dem at se i omvendt rækkefølge af, hvad hun selv ville foretrække: først Romulus, så Catherine – og Lucas, måske aldrig. Hun ved også, at hun på et eller andet tidspunkt under retableringen af disse (fejl) forbindelser selv vil miste livet.

Ruth retter sig op i fuld højde og lader fingerspidserne hvile på bor- det, langs yderkanten af det mangefarvede kalejdoskop af ansigter. Det er ikke muligt at gøre fremtiden om, eftersom fortiden ikke kan gøres om, og nutiden blot er et langsomt pendul, der svinger frem og tilbage imellem de to. Hun kan blot vente, forsøge at forberede sig på indfrielsen af sit vigtigste anliggende, sit store offer i skæbnens tjeneste. Det handler ikke engang om, hvorvidt hun tror på skæbnen eller ej. Hun har intet valg. Alt står skrevet i stjernerne.

Langsomt løfter Ruth hænderne fra bordpladen og glatter forsiden på sin lysviolette forklædekjole, som matcher det klæde, hun har viklet om hovedet, inden hun trækker den godt ned om hofterne. Hun er 77 år gammel og stolt af sit udseende. Hun har kun nuet, og hun ved, hvordan man passer på det. Hendes omhu giver hende tro på, at der muligvis er noget, hun kan gøre i dag, som gør det uundgåelige lettere at bære, noget, som kan tippe vægtskålen og redde dem alle.

Hendes tanker bliver desperate i disse dage. Hun mærker ængstelsen stige op fra brystet, hele vejen op til hjernen, som en lille gnaver, der desperat forsøger at finde vej ud af et bur. Hun har været heldig, hun har levet et selvstændigt liv i et land, hvor kvinder alt for tidligt tvinges til at stå på egne ben og alligevel kun sjældent får lov til at styre deres egen skæbne.

Ruth vender ryggen til mindecollagen og ansigtet mod hoveddøren. Hun lytter til støjen fra gaden, der flyder ind i rummet: knirkende hjul under kæmpe læs sukkerrør, der hives og skubbes ind til byen på gamle trækvogne af træ; SUV’ernes støddæmpede dæk, der hopper op og ned i vejens mange huller, mens chaufførerne presser hornet i bund i et forsøg på at få muldyrene væk fra vejen. Hun lytter til muldyrsdriverne, der får luften til at svirre, når de svinger pisken, som er lavet af tynde snore og bambusskud. Hun forestiller sig varmen fra vejen, der sætter atmosfæren i svingninger; som et fortvivlelsens åg, der svæver halvvejs mellem himmel og jord.

Hun kan høre en kvinde synge, et sted derude. Ruth kender sangen. Hun forsøger ihærdigt at lytte efter teksten. Det er nationalsangen, som man ellers kun sjældent hører i disse tider. Kvindens stemme er kraftig, høj og let på trods af den tunge luftfugtighed. I Ruths ører lyder det, som om hun synger om en ny dag, en ny verden; som om den verden allerede var her, lige under overfladen, hvor den bare venter på, at alle vågner op og fjerner det lag fernis, som skjuler den. Stemmen borer sig vej igennem murstenene, der adskiller Ruths hus fra vejen, igennem de tykke vægge, der holder huset køligt, igennem Ruths bekymrede hjerneceller. Den fortæller hende, at alt bevæger sig mod et uundgåeligt endeligt. For første gang i ugevis føler Ruth sig lettet, og hun ved, at det er nu, hun skal i gang med forberedelserne. Hun skal gøre alt klar til Romulus, Catherine og Lucas, når de hver især kommer hjem, på hver sin måde.

Faktisk var det for deres skyld, at hun begyndte på mindecollagen. Dengang Lucas forlod hendes hjem for at søge efter noget, hun ikke kunne give ham.

Det er først nu, at Ruth begynder at forstå, at Lucas forlod hjemmet for alle de år siden for at slippe væk fra hende, for at slippe væk fra alt det, der var forbundet med hende, for at slippe væk fra det ansvar, han skulle bære, som de alle måtte bære, hvis de skulle mere end bare overleve.

Lucas søgte guderne, og han blev optaget i en lokal hounfort. Han søgte sit folk, hvor hun ellers tidligere havde udfyldt alle roller: mor og far, ja selv gudernes summende stemmer fra oven. Hun havde ikke været opmærksom på Lucas’ nedtur. Og det vil hun blive holdt ansvarlig for, når hun banker på himlens port. Hun spekulerer på, om det, at hun har fejlet i stort set alt, hvad hun har foretaget sig, vil betyde, at hun nægtes adgang.

Hun vender ryggen til gadens larm og blikket mod mindecollagen. Hun læner sig ind over billederne af alle de mennesker, hun har elsket: hendes forældre, Fritz, Max, Yolande, tvillingerne, alle børnene, der har trisset igennem hendes have og forbi det runde bord i entréen, der i så mange år stod tomt bortset fra en enkelt vase med afklippede blomster fra haven. Alle de mange liv, tænker Ruth for sig selv; alle de tråde, der vikles ind og ud af hinanden, uden at man bemærker sammenhængen. Hun kan ikke holde ud at tænke på det.

I årenes løb havde Ruth gjort, hvad hun kunne, for at få mennesker til at mødes. Det var først halvvejs gennem livet, at hun fandt ud af, hvordan hun kunne hjælpe folk med at skifte retning i stedet for blot at fungere som en tjenende ånd, der fandt vej gennem problemerne. Det var først inden for de seneste ti år eller deromkring, at hun havde lært at forholde sig helt rolig midt i det omgivende kaos.

Hvor havde hun været, dengang Lucas stod på galskabens tærskel? I dvale; glemsom; bekymret for sine liljer og krokusser; usikker på, hvornår manden, der plukkede kokosnødderne, mon ville dukke op; fokuseret på den næste selskabelighed, hun skulle afholde. Det var et tabt øjeblik, som hun ikke længere kunne redegøre for. Hun havde ikke været vågen, og Lucas var sivet igennem hendes fingre som sand, indtil der ikke længere var så meget som et enkelt korn tilbage for hende at redde. Hvor var han nu, hendes Lucas? Hendes fingerspidser følger bordkanten og stopper ved et postkort med tre kvinder i folkedragter. Kjolerne er trukket op omkring deres fyldige  hofter, så man kan se deres runde lår, deres frodige kurver. Deres smil er blændende. Hen over deres slanke taljer står der: La cubana: L’Azucar di Havana! Cuba. Han var rejst til Cuba og tilbage igen uden at efterlade sig det mindste spor. Han befandt sig derude i de fattiges myretue. Hvordan skulle hun kunne finde ham? Catherine ville blive nødt til at finde ham. Men selv hvis det lykkedes hende, ville han så vende tilbage? Var der noget tilbage, som kunne reddes?

Ruth trækker hånden til sig, går hastigt væk fra mindecollagen, rundt om bordet og ud i entréen. Hun har en million ting, hun skal nå inden det næste kvindemøde, og hun bør absolut være præsentabel.

Der er ikke tid til skyldfølelse, ikke tid til tårer. Ingen tid, ingen tid. Men så meget, der skal nås.