1

Hun holdt op med at tælle de døde for en time siden. Gangene er så overfyldte med døde kroppe, raseri og sorg, at et eller andet snart eksploderer. Overalt hører man skrig, der skyldes nye tab, råbte spørgsmål, et panikangst ansigt, en tårevædet telefonsamtale. De er døde, de er døde, de er alle sammen døde. Hospitalets lighus er fyldt til randen. Det var ikke med det formål for øje, at man i sin tid byggede det. Hun er låst inde på denne afdeling sammen med tolv andre. Elleve af dem er døde. Hun kan høre deres forældre igennem den tykke metaldør. De skal begraves nu! I aften! Elleve herinde og mindst fire mere på vej, hvor mange flygter stadig fra hæren? Embedslægen er på vej. Bare en time til. Vil I ikke nok vente? Elleve herinde og en kvinde, der sidder på gulvet, mens hun krampagtigt presser en mands slappe hånd mod sit bryst; hendes ansigt er badet i tårer. Hans øjne er lukkede – hendes mand, hendes bror, hendes elskede – hans blodige tøj er flået itu efter mødet med kampvognens takkede larvefødder. Hans brystkasse er dækket af et broderet klæde med Jesu ansigt. Elleve herinde, og det bliver varmere og varmere for hvert øjeblik, der går, og hvor mange flere er på vej? Hvor længe vil drabene fortsætte?

Hvor længe skal vi forblive låst inde i dette rum, hvor den luft, man indånder, er tykkere end nogen sinde før, hvor døden klæber til hvert eneste lille atom? Isblokkene smelter mellem de faldne, dampene smyger sig langsomt op fra de tavse kroppe. Hun trækker vejret dybt. Dette rum. Dette lille bitte rum, hvor man indånder døden i hvert eneste åndedrag. Vi vil fortsætte jeres kamp. I vil leve videre i os. Træk vejret ind. Nafas. Pust ud. Nafs. Lugtmolekylerne siver op fra jeres kroppe, jeres sidste offergave til den øvre verden. Jeg vil indånde jer. I vil leve videre i mig.

”Vi bliver nødt til at begrave dem nu.” En mandestemme. Mariam kan høre splinter af højlydte diskussioner, som siver ind gennem døren. ”Retfærdigheden sker fyldest i livet efter døden. Overlad retfærdighed til Vor Herre. Vi skal begrave dem nu.”

Træk vejret ind. Indånd dine brødres kamp, sved og støv; sødt som blod, tungt som den kommende forrådnelse. Solen er på vej op. Træk vejret ind. Vi er sammen nu. De slipper ikke.

”Men” – en yngre stemme, høflig, frustreret – ”uden obduktioner har vi ingen beviser, og hæren vil benægte alt.” Mariam genkender Alaas stemme, den første person, hun så på hospitalet, krøllerne indrammede hans ansigt på samme måde, som hun havde set det i fjernsynet. ”Uden obduktioner ingen retfærdighed.”

Træk vejret ind. Vær stærk. Retfærdigheden vil ske fyldest. Vær stærk, vær stærk for denne kvinde, hvis navn du endnu ikke kender, for hendes tårer, for hendes elskede. Spørg hende, hvad hun hedder, om hun har brug for noget. Det eneste, hun har brug for, er, at hendes mand vågner. Lad hende være. Is. Vi har brug for mere is. Hvem ved, hvor længe vi skal udskyde begravelserne. Træk vejret ind. Indånd den tunge luft, der hvirvler rundt i dine lunger og sætter sig i luftvejene og efterlader et evigt aftryk af denne nat. Disse døde kroppe vil for evigt være mejslet ind i mit sind.

”Med hvilken ret bruger du ordet retfærdighed? Hvilken retfærdig- hed? Hvilken retfærdighed? Vi vil aldrig opnå retfærdighed, jeg vil

ikke høre på din snak om retfærdighed, du skal ikke fornærme mig med ord. Min søn er død. Min søn ligger død derinde, og du taler om retfærdighed? Retfærdighed for de fattige? For de svage? For kopterne? Vi opnår aldrig retfærdighed. Hvilken retfærdighed? Hvordan vil du opnå retfærdighed? Præsten siger, at vi skal begrave dem nu, inden solopgang. Glem alt om retfærdighed. Glem alt om obduktioner. Vi skal begrave vores børn.”

”Kan vi ikke nok forholde os roligt.” En tredje stemme, en kvindestemme, myndig og lav. ”Min bror ligger derinde, ved siden af din søn, hr. Alle her er deres venner. De stolede på dem. De startede revolutionen sammen. Vi bør lytte til dem.”

”Og nu kan vi jo så se, hvad vi får ud af jeres revolution.”

De havde marcheret mod Maspero. Mod bygningen, som huser statsradiofonien. Hæren havde åbnet ild. Uden tøven. De maste folk med deres tanks. Hvor mange døde ligger der rundtomkring på stuerne i dette hospital? Hvor længe går der, inden de kommer efter os her? Uden for porten venter en gruppe mennesker ængsteligt. Vil hæren komme her og kræve de døde kroppe udleveret, kroppe fyldt med militærets stål, så de kan skille sig af med bevismaterialet? Mariam løb fra kuglerne og gemte sig i en bygning og bar en ung mands blødende krop over i bagagerummet på en bil og brugte sin skjorte som sårpresse og fortalte ham, at det nok skulle gå, og tog ham med hertil, til det koptiske hospital, hvor en læge tog ham med og efterlod hende omtumlet i gangens skarpe lys.

”Mariam?” hørte hun en stemme. En læge. En af hendes mors venner. ”Er du okay? Ja? Kom med mig. Lighuset er fyldt. Vi bruger en af afdelingerne. Jeg har brug for hjælp herinde. Til at holde folk ude. Vil du hjælpe mig med det?”

De stoppede op ude foran stuen. Der var ingen vej tilbage, når først hun gik ind. Hun ville aldrig mere ikke have set. Hun drejede håndtaget rundt.

Kvinden med sin elskedes hånd trykket mod brystet har ikke rørt sig ud af stedet. Mariam hiver telefonen op af lommen. Ikke mere batteri. Hvor er Khalil nu? Hun efterlod ham. Sammen bar de den sårede mand hen til bilen. Kør, sagde Khalil. Der er ikke plads. Jeg finder dig senere. Hun vendte sig om og så ham, hans hvide T-shirt farvet brun af størknet blod, på vej tilbage til felthospitalet. Hvor var han nu? Er han derude et eller andet sted, blandt de dødes familier? Find en oplader, noget vand. Find noget vand til denne kvinde. Spørg hende, om der er noget, hun har brug for. Nej, ingen kan give hende det, hun har brug for.

Udenfor hører hun igen kvindens dybe stemme, myndigheden er forankret i tilhørsforhold, tab og tålmodighed, og langsomt overbeviser hun familierne. Ja. Jo. Vi må kæmpe. Retfærdigheden skal ske fyldest. Sorg på sorg samler stemmerne sig og danner et skjold af fælles formål. De får hverken lov til at begrave de døde kroppe eller sandheden. Obduktionerne vil blive udført. Bevismaterialet vil blive samlet. Retfærdigheden vil ske fyldest.

Mariam går ud på gangen. Verden er roligere nu. Solen står op. Hun kigger efter Alaa, men kan ikke finde ham. Overalt på gulvet sidder der folk, lænet op ad væggene, mens de fortsat venter på embedslægen eller angrebet, eller hvad der nu end kommer til at ske. Hun går ned gennem midtergangen og leder efter vand. Luften er knap så tung, den strejfer hendes kinder, og lungerne suger grådigt til sig, men hun forsøger at holde vejrtrækningen overfladisk. I respekt.

I hospitalsgården sidder en ung kvinde i sort hættetrøje med en åben plastikpose fuld af vandflasker.

”Må jeg få en?” spørger Mariam.
”Ja, selvfølgelig,” svarer hun og rækker Mariam en flaske.
Mariam sætter sig ned på en lav, støvet mur. En ældre kvinde i sort

sidder helt stille ved siden af hende. ”I er gode børn,” siger hun næsten lydløst, nærmest til sig selv. ”Min søn … måske kender du min søn? Han hedder Ayman. Han er …”

Mariam venter, siger intet.

Han er derinde. Hun ved det. Ayman ligger derinde, under isen. De opsøgte os igen og igen. En gang om måneden, hver måned, med køller og masker og skydevåben og støvler og kugler, igen og igen og igen, og for hvad? Mariam rykker tættere på kvinden, hun lægger forsigtigt sin hånd på kvindens skulder, mens nye tårer svulmer op. ”Min søn … han … han sagde, at han følte sig levende på Tahrir.”