Hjem

Som et såret dyr ligger jeg under dynen

Men der er ingen gabende sår
Ingen blødende rifter
Ikke engang et blåt mærke
på huden

Kun et smertekvalt skrig
strømmer gennem min krop
gennem hele mit væsen

Til tider blot en hvæsen
der stiger op fra kroppens sorteste dyb
og kradser sig vej ud gennem min mund
Andre gange et primalskrig
der et kort øjeblik fylder alt

Mit blytunge hylster ligger på madrassen
mens mit vægtløse sind raser
kun fastholdt af en hårfin sprække
i uendelighedens vakuum

Er der en vej tilbage?

Jeg kan høre familien rumstere
De lister omkring
på bløde tåspidser
De vil så gerne fjerne min smerte
men ingen ved hvordan

Hvad stiller man op
med et menneske
hvis selvforståelse
er flået itu?

De bliver bange
for det forkrampede menneskedyr
der befinder sig under dynen
hvor jeg burde være
De bliver bange
for at de selv suges ind
i smerten
som er jeg et af universets sorte huller

De vil gerne ind til mennesket
derinde i følelsernes vold
men jeg er uden for rækkevidde

Jeg ved at de er der
Fornemmer hver en bevægelse
En tøvende hånd på vej mod dynekanten
En brystkasses sammenpressede bølgegang

Jeg mærker varmen fra dem
de levende

Men min krop er paralyseret
Overvældet af sorgens tyngde holdes jeg fast

Jeg ønsker mere end noget andet
at de vil opløse mit hule hylster
og overtage sjælen
så den igen kan få en levende krop

Jeg ønsker mere end noget andet
at deres nærhed
vil give næring
til min visnede eksistens

Men forbindelsen er brudt

Efter 4 dage kravler menneskedyret ud
Med raspende stemme hvisker jeg Nok!
I tusinde små brudstykker
er jeg spredt for alle vinde

Fundamentet
for min forståelse
af mig selv
blev sprængt i smadder
på blot et øjeblik

Men en dybtfølt vrede
nærer viljen

til at samle vragdelene
Skrællet af
helt ind til knoglemarven
står jeg nu
i mit raslende skelet
med blotlagte nerver
nøgen og udsat
Men i bevægelse

Døden er ikke et liv værd at leve